"Graaaatis skopuds Graaaatis skopuds Graaaatis skopuds ..."

Hver femte gæst på Agromek 2007 fik pudset sko af ejeren af TIP-TOP Læderbalsam, Michael Sørensen, og hans medarbejdere. Og den fedtede creme dur skam også til traktorer.

Har du gået rundt på Agromek med blikket sænket mod jorden og undret dig over at se en hulens masse sko så spejlblanke som en fabriksny Ferguson?

Så er der en logisk forklaring. Det er såmænd Michael Sørensen, ejer af firmaet TIP-TOP Læderbalsam, der har haft en finger med i spillet. Fra sin plads i Hal F har han nemlig pudset og poleret lædersko på de mange besøgende, så sveden har piblet i hans moustache.

For han har haft travlt. Rigtig travlt. Det er blevet til cirka 500 sko om dagen, og hvis man regner arbejdet fra hans tre ansatte på messen med, svarer det altså til omkring 12.000 skopudsninger i hele Agromek-ugen, forklarer Michael Sørensen, mens det velsmurte mundtøj overtaler landmænd og -koner til at købe læderbalsam til gummirøjsere og traktorer.

"Graaaatis skopuds, graaaatis skopuds. Ja, værs'go."

"Er du landmand," spørger Michael Sørensen en mand, akkompagneret af kone og børn, der svinger sin lædersko op på den lille brune lakerede skammel.

"Ja," svarer han.

"Jamen så brug det på dine gummistøvler eller jagtstøvler. Dyp og træk af på kanten, se hvor lidt jeg bruger. Du kan godt se, den tager skidtet, ikk'?" siger Michael Sørensen og tager fluks en lille sprayflaske med vand og sprøjter på skoene. Vandet lægger sig på overfladen som en lille vandpyt.

"Se, og så er den vandtæt."

"Den kan vi da godt prøve," siger konen begejstret for sin landmands nypolerede sko og tager imod en pose med læderbalsam og svampe for 100 kr.

"Jamen, nu er I køreklar. Og så er der til 1500 skopudsninger," svarer Michael Sørensen.

Med for tiende gang

Det er tiende gang, han er med på Agromek. Han sidder ved firmaet Net-Op - Dalton Danmark, der, ud over at sælge hans produkt, blandt andet sælger bindsler og gamle hestevogne. Egentlig ville 41-årige Michael Sørensen helst have sin egen stand. Han har da også søgt i alle ti år men har altid fået afslag.

"Det er, som om de ikke synes, mit produkt er relateret til landbruget, men det synes jeg da i høj grad," siger han, der i øvrigt ikke betragter problemet som stort, for arrangørerne ved godt, han er der.

Salget stryger tilsyneladende af sted, men hvor mange krukker læderbalsam han sælger, vil han dog ikke ud med.

Hånden med den hvide svamp flyver rutineret hen over endnu en sko på en ung gut der fortæller, at han kører mælk for Arla.

"Jamen, så brug den inde i lastbilen. Den er rigtig god til plastik, gummi og vinyl," forklarer Michael Sørensen.

"A prøver det sgu," siger den meget overbeviste fyr, nu med sko så skinnende som en våd grisetryne.

Opfinder som 15-årig

Den fingersnilde Michael Sørensen har selv opfundet TIP-TOP Læderbalsam, da han var 15 år. I dag er det konen som laver den på deres eget tappeanlæg. Han har ikke relation til landbruget ud over de tre walisiske Tinker-heste, som er opstaldet uden for Karup, hvor han bor.

En ung fyr skal starte en maskinstation og virker en anelse skeptisk over for produktets egenskaber i en traktors førerhus.

"Aaaarj, jeg tænker lige over det," siger han.

"Jamen, så tænk på mig næste gang, du pudser sko. Jeg ved, du fortryder det," griner Michael Sørensen kækt, tager hånden op til munden og hvisker så:

"Og det gør de. Alle sammen. Jeg ved det."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle