Greenpeace beskyldes for talmanipulation om Roundup

222 liter Roundup sprøjtes på danske marker i minuttet ifølge Greenpeace. Det tal er misvisende, mener flere kilder i landbruget. Greenpeace indrømmer, at man burde have skrevet 'færdigblandet Roundup' flere steder.

Greenpeace har i sin kampagne mod glyphosat valgt at spille på mængden af Roundup, der benyttes af dansk landbrug.

Man skal dog tage deres tal med et gran salt, lyder det fra flere i landbruget.

Sidste uge havde Greenpeace spurgt strøg-shoppere i København, hvor lang tid de troede, det tog for landbruget at anvende 222 liter Roundup. Svaret angav Greenpeace selv til et minut. I en video fra Greenpeace ser man danskere, der forarges over mængden.

"Talmanipulation af værste skuffe", skriver Agrocom, der er ejet af analytiker Palle Jakobsen, i et facebookopslag.

Efter hans regnestykke kommer han frem til, at det korrekte tal er 4,45 liter.

Vand medregnes

Greenpeace afviser dog, at de manipulerer eller har lavet fejl. Forvirringen bunder i, at Greenpeace medregner det vand, som Roundup blandes op med.

Tallet er baseret på de 841.618 kg glyphosat, der blev anvendt af landbruget i 2015. Herefter har Greenpeace baseret deres beregninger på produktet ”RoundUp spray – klar til brug hurtigtvirkende”, som købes af private i byggemarkeder. Der er 7,2 gram aktivstof glyphosat pr. liter Roundup.

Greenpeace har dog også tjekket, at blandingsforholdet nogenlunde stemmer overens med landbrugs-opblandinger, hvor det glyphosatproduktet opblandes med 100-200 liter vand pr. hektar.

Klima- og energikonsulent Tarjei Haaland, Greenpeace, mener, at det er korrekt at bruge den opblandede mængde, når Greenpeace omtaler Roundup-brug.

"Det kan man selvfølgelig diskutere, men det synes vi var en meget god måde at anskueliggøre det på," siger Tarjei Haaland.

"Jeg ved ikke, hvad man ellers skulle have gjort?", siger han.

Lille indrømmelse

Han medgiver dog, at Greenpeace kunne have skrevet "færdigblandet" Roundup. I opslag på Facebook og i en video på Facebook omtaler organisationen blot "Roundup" og ikke "færdigblandet" eller "opblandet" Roundup. Ifølge Greenpeace er det dog skrevet i materiale sendt til pressen.

Tarjei Haaland mener, at danskerne godt kan regne ud, at det er Roundup opblandet med vand, som organisationen taler om. Han henviser til, at organisationen ønsker at fortælle, hvor meget Roundup der spredes på arealerne - og at dette produkt er opblandet.

Seges og Dansk Planteværn: Vi var forundrede

Denne sammenhæng er dog ikke gået op for flere aktører i landbruget. Da Landbrugsavisen.dk ringer henholdsvis Dansk Planteværn og Seges op, så har de også undret sig over tallene og regnet sig frem til helt andre - og voldsomt lavere - tal end Greenpeace. Årsag: De havde ikke regnet med, at det var inklusiv vand.

"I alle andre sammenhænge taler man om mængden af glyphosat, uden at det er blandet op. Derfor mener jeg, at det havde været mere retvisende," siger Jakob Tilma, pressechef hos Dansk Planteværn.

Jens Erik Jensen, landskonsulent ved Seges, henviser til, at det faktuelt er forkert, hvad Greenpeace selv har skrevet i et læserbrev hos Politiken:

"Faktisk sprøjtede landbruget i 2015 med 842 tons glyphosat – en mængde, der svarer til 222 liter Roundup i minuttet hele året rundt," skrev Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace Danmark.

Jens Erik Jensen mener, at Greenpeaces kommunikation har fejlet:

"Hvis de ville have understreget, at det var 222 liter opblandet væske baseret på det tyndeste hus- og haveprodukt, der findes på det danske marked, så skulle de have skrevet det," mener han.

Han medgiver, at samme blandingsforhold anvendes i landbruget i visse situationer.

"Når først det er fortyndet, så kalder jeg det ikke Roundup længere. Så kalder jeg det sprøjtevæske med Roundup", siger han.

Landmand: Koncentreret brug vil nedbringe forbrug?

En landmand, Ole Mathiasen, har gjort sig vittig i en kommentar på Facebook.

"Og det er også tankevækkende, at jo mere vi fortynder det L/hektar, jo mere bruger vi. Så for at få forbruget ned, skal vi vel køre det ud koncentreret", skriver Ole Mathiasen i en tør kommentar på Facebook.

Præciseret 14. november kl. 16.28: En upræcis sætning er fjernet. Samtidig er der tilføjet et citat fra Jens Erik Jensen for at skabe klarhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle