Greenpeace: Stor sejr at "matrikelfinten" nu stoppes

Ny lov betyder, at store landbrug med dyrehold ikke fremover skal have mulighed for at dele deres grunde op i to eller flere matrikler.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har onsdag sendt en ny lov i høring, der skal sætte en stopper for den såkaldte ”matrikelfinte”.

Det betyder, at store landbrug med dyrehold ikke fremover skal have mulighed for at dele deres grunde op i to eller flere matrikler, for at kunne dele deres udledning ud på flere matrikler og dermed undgå at gårdens udledning fra begge husdyrbrug indgår i den samlede miljøvurdering.

Det glæder Greenpeace, der kalder det en stor "sejr" at ministeren nu er gået ind i sagen. 

Siden historierne om den sydsjællandske griseproduktion Tybjerggaard, der har planer om at bygge en ny stald på en separat matrikel og dermed få to uafhængige miljøgodkendelser, begyndte at køre i medierne har Miljøministeriet undersøgt, hvordan husdyrbrugloven bliver forvaltet.

Her har blandt andet Greenpeace skubbet på og lagt pres på politikerne.

For tre uger siden samledes omkring 175 børn og voksne til en demonstration foran Tybjerggaard.

Landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace, Helene Meden Hansen, kalder ministerens lovforslag en "vigtigt sejr for naturen".
 
- Det er en vigtig sejr for dansk natur og de lokale borgere, der har kæmpet en lang sej kamp mod svineindustrien, at miljøminister Magnus Heunicke nu skrider ind for at lukke det absurde hul i loven, den såkaldte matrikelfinte, som har givet svineproducenter mulighed for at doble op på både lugtgener og forurening, skriver hun i en pressemeddelelse.
 
Den nye lov, der nu er i høring, gælder dog ikke med tilbagevirkende kraft, men kun for nye miljøgodkendelser, og det ærger Greenpeace, der sammen med lokale borgere i Miljøforeningen for Rislev og Nedre Suså og Danmarks Naturfredningsforening har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ifølge Greenpeace har Miljø- og Fødevareklagenævnet dog netop afgjort, at sagen ikke får opsættende virkning. 

- I sager som denne, hvor det handler om, at der skal bygges en enorm fabrik tæt på landsbyliv og sårbar natur, så burde der automatisk være opsættende virkning. Det er desværre ikke tilfældet, og afgørelsen fra Miljø-og Fødevareklagenævnet betyder, at stalden kan bygges, imens klagerne behandles. Når først et anlæg er etableret, viser vores erfaring desværre, at det ikke er til at komme af med igen. Det et kæmpe problem, at systemet virker på den måde, for både borgere og natur kan ende som de store tabere, lyder det fra Helene Meden Hansen.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle