
Uden dygtige medarbejdere går det ikke.
Derfor er det glædeligt, at der er flere elever på landbrugsskolerne end i mange år, for medarbejdere er erhvervets vigtigste ressource.
- Men der er noget galt, når 25-30 procent falder fra og forlader erhvervet, sagde Keld Sommer i sin beretning på griseproducenternes årsmøde hos VKST i sidste uge.
Frafaldet kan skyldes, at der ikke bliver taget tilstrækkeligt hånd om eleverne på bedrifterne, eller at der ikke er afsat tid til introduktion og oplæring.
- Kampen om de unge er benhård, og vi skal som ejere oppe os gevaldigt for at vinde den kamp. Ellers går de unge til andre erhverv, lød det fra Dorte Himmelstrup, der var inviteret til årsmødet for at fortælle om sine erfaringer omkring rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Hendes opskrift på at rekruttere unge var først og fremmest at have god kontakt til den lokale landbrugsskole. Dernæst at få landbrugsskoleeleverne ud i en to-dages prøvepraktik.
- Så kan de i hvert fald vælge os fra på et oplyst grundlag, men mange vælger faktisk at fortsætte med grise, hvis de får en god oplevelse, fortalte hun.
Dorte Himmelstrup understregede, at det ikke var skolens problem, at eleverne ikke valgte at arbejde med grise.
- Det er vores problem som ejere, at de unge vælger grise fra, fastslog hun.
Stilstand
Der har ikke været fremgang i effektiviteten på Østlige Øer for søernes vedkommende, hvor der også er forsvundet omkring 10.000 søer i det sidste år.
Levendefødte ligger uændret på 18,1 mens sodødeligheden er steget fra 15 procent i 2021 til 17 procent i 2022 som gennemsnit.
- Vi ser desværre en stigende dødelighed hos både søer og pattegrise. Det bekymrer mig, sagde Keld Sommer.
Han fremhævede, at det var vigtigt at holde polte, gylte og søer i et konstant og stabilt huld af hensyn til holdbarheden.
Lidt fremgang var der dog hos slagtegrise, hvor tilvæksten var steget 17 gram til 1.049 gram og foderforbruget faldet til 2,57 foderenheder per kilo tilvækst.
Danish Crowns åbning om større produktion af hangrise tog han positivt imod.
- Hangrise kan være en gevinst for økonomien, men vær opmærksom på alle forhold i kontrakten, sagde han.
En kort opsigelsesperiode fra slagteriets side kan nemlig være en faldgrube, hvis man alligevel ikke kan få det til at fungere.
Hæderlig økonomi
Trods foder- og energiprisernes himmelfart i 2022 ser regnskaberne på Østlige Øer ikke så ringe ud.
Selv om en del af overskuddet skyldes opskrivninger af kornlager og besætning, var økonomikonsulent Finn Skotte fortrøstningsfuld.
- I står et langt bedre sted end ved krisen for 12-14 år siden, fastslog han.
Finn Skotte fremhævede blandt andet, at gældsprocenten var lavere i dag end dengang, og at der hos de fleste griseproducenter var en fornuftig sammenhæng mellem markbrug og griseproduktion.
Fremstillingsprisen for et kilo grisekød er dog steget fra 10,20 kroner i 2021 til 12,05 kroner i 2022.
Faktaboks
Priser uddelt
På årsmødet blev der uddelt to priser, der begge gik til Lolland:
- Claus Ringsing fik prisen for laveste sodødelighed i 2022 med fem procent af årssøerne.
- Niels Krogh Nielsen fik prisen for laveste foderforbrug ved slagtegrise med reference foderforbrug på 2,44FE/kg tilvækst. Han leverer so og galtgrise. I opgørelsen er hangrise tillagt 0,15 FE per tilvækst for at udligne fordelen ved hangrise.
Kommentarer