Øget overlevelse er på vej ud i besætningerne

DanBred har indsat Duroc-orner på KS-stationer med bedre egenskaber for pattegriseoverlevelse. Effekten ventes at kunne ses i produktionsbesætninger efter årsskiftet.

Danske griseproducenter, der benytter DanBred-genetik, kan se frem til højere overlevelse af deres pattegrise som følge af den revision af avlsmålet, der fandt sted 23. juni.

Det kom frem på Grisekongressen og blev gentaget, da Martin Mølgaard Pedersen, afdelingsleder for Avl og Genetik hos Landbrug & Fødevarer, for nylig holdt oplæg ved LVKs fyraftensmøde i Aulum.

Et fald i dødeligheden hos pattegrisene på et procentpoint i de kommende fire år forventer Avl og Genetik at opnå.

Og de første forbedringer er allerede undervejs ude i produktionsbesætningerne, forklarede Martin Mølgaard Pedersen:

- Duroc kommer rigtig hurtig ud at arbejde hos jer. 23. juni lavede vi ændringen i avlsmålet, og dagen efter begyndte vi at skifte ud på KS-stationerne, så vi fik Duroc-orner ud at stå, der havde et højt indeks for pattegriseoverlevelse.

Allerede i hus med forventet fremgang

Han viste en planche for Duroc-orners subindeks for pattegriseoverlevelse, der er steget med 0,01 i den seneste tid.

- Det svarer til, at de orner, der står på KS-stationerne nu, er en procent bedre på overlevelse end de orner, der stod der før sommerferien. Så hele den fremgang, vi forventer skulle komme fra Duroc på et år, er faktisk allerede implementeret, sagde han.

Med andre ord i de løbninger, der er foretaget i produktionsbesætningerne siden september måned, vil der ved faringer efter nytåret være fuld gennemslagskraft fra Duroc.

Gennemslagskraften fra Landrace og Yorkshire er længere tid om at slå igennem, men vil ske i takt med udskiftningen af genetikken på sosiden.

Prognosen for forventet avlsfremgang som følge af det nye avlsmål går i en vis grad ud over andre egenskaber.

Tilvæksten hos slagtegrise er forudset til at stige 11,48 gram pr. år. Det er noget mindre end den voldsomme fremgang på 75 gram, der samlet set er opnået siden 2016 og frem til 2021.

Kødprocenten ventes at stige 0,1 procent, mens fodereffektiviteten forventes at falde med 0,02 FE pr. kilo tilvækst.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle