6 gode råd til at øge overlevelsen for unge søer

For mange søer ikke når deres 3. læg, viser data fra SoLiv.

Af Annie Kildevæld Lundsgaard Hansen, svinekonsulent, Velas

I 2021 så vi desværre igen et hop i den forkerte retning med hensyn til so-overlevelsen. Landsgennemsnittet ligger nu på 16 procent døde søer, og det er 1 procent højere end 2020.

Når vi kigger ind i data fra perioden 2019-2021, ser vi en næsten ligelig fordeling af selvdøde og aflivede søer.

Det er et stort ønske for alle, at flest mulige søer når frem til 5.-6. læg, hvor det er dig som landmand, der selv vælger, hvilke søer der skal afgå fra din besætning.

Det er demotiverende at have en høj sodødelighed, og det er økonomisk dyrt.

Er det derimod muligt at øge sooverlevelsen, øges ikke alene arbejdsglæden, men der kan også hentes et forbedret DB på ca. 50 kr. pr. årsso for hver 1 procent sodødeligheden kan reduceres.

For mange af de unge søer når ikke deres 3. læg

I regi af arbejdet med SoLiv kan vi i data se, at der generelt er en tendens til, at for mange søer ikke når deres 3. læg.

Dette er ikke kun fordi, de unge søer dør, men også alt for mange af disse søer sendes på slagteri, inden de når deres 3. læg, og det er altså alt for tidligt. 

Når vi kigger ind i data over registreringer af afgangsårsager på søerne, er ”ben” en meget hyppig årsag til, at søerne må afgå fra besætningen. Og det giver god mening.

Det er hårdt at være so i de løsgående systemer, og det kræver robuste dyr med gode ben og klove, for at kunne holde til dette. Men dyrenes styrke kan ikke stå alene, der skal også god management til. Og især de unge dyr skal der tages godt hånd om fra starten af.

De unge søer står bagerst i køen

De unge søer er som regel taberne i systemerne.

Det er dem, der bliver overladt til de dårligste liggepladser, de bagerste ædepladser og de sidste dyr der får lov til at gå i transponderstationerne.

Derfor er det utrolig vigtigt at have fuld fokus på de unge dyr, når de introduceres til systemet.

6 Gode råd for unge søer

Her kommer nogle konkrete råd til, hvad du kan gøre for dine unge søer, for at hjælpe dem godt i gang:

  • Sørg altid for at gruppere gyltene før de indsættes i drægtighedssystemet. Herved får de unge dyr deres rangorden på plads, og skal ikke kæmpe imod hinanden, når de kommer ind i systemet og møder andre gylte eller ældre søer.
  • Har du gylte og ældre søer gående sammen, så indsæt gyltene 2-3 dage før søerne. Herved vil gyltene føle sig mere hjemme og stærkere, når de ældre søer sættes ind til dem.
  • Mærk alle gylte, 1. -og 2. lægssøer op, inden de sættes ind i drægtighedsstalden. Herved synliggøres det, hvem der er de svagest i flokken.
  • De opmærkede dyr skal tjekkes ekstra omhyggeligt hver dag i de første 2 uger efter indsættelse. Vær særligt opmærksom på ben og klove. Virker dyret ømbenet, men uden tegn på infektion, skal du være hurtig med smertestillende, tal med dyrlægen om strategi for brug af smertestillende.
  • Din grundstamme skal være i orden. Dvs. at dine polte skal have en ordentlig benstilling og ensartede klove, så de som gylt og ung so kan holde til de rangkampe, de udsættes for.
  • Du skal sikre det rette huld og vægt på dine polte inden løbning. For store og gamle polte bliver udfordret på holdbarheden pga. deres vægt. For små polte bliver udfordret, fordi de ikke er stærke nok til at klarere sig i kampen med de store.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle