Antonius-producent: Grise med hele haler kræver sunde dyr

Anders Obling har siden efteråret 2018 produceret Antonius-grise med hele haler. Lav belægning og lav energikoncentration i foderet hjælper.

Artiklen er publiceret første gang i fagmagasinet SVIN, november 2019.

Anders Oblings skifte fra konventionel til Antoniusproduktion er overordnet set forløbet godt. Som følge af større arealkrav pr. gris er årsproduktionen skåret ned fra 15.500 til 12.000 slagtesvin.

Produktionen er fordelt på to staldanlæg. Det største staldanlæg er med ad libitum tørfoder og delvis spaltegulv. Det mindste staldanlæg er med restriktiv vådfodring og fulddrænet gulv.

Han er ikke i tvivl om, at færre grise i stien har positiv indflydelse på både tilvækst, dødelighed og foderforbrug.

Han kan ikke direkte sammenligne effektiviteten før og efter skiftet til Antoniusproduktion, fordi han skiftede smågriseleverandør, da han gik over til Antoniusproduktion.

»Men lavere belægning gør det i hvert fald lettere at producere grise med lange haler«, siger han.

Ikke uden problemer

Men det er ikke problemfrit at have grise med lange hale.

Selvom dødeligheden kun er omkring to procent, skønner han, at mellem en tredjedel og halvdelen af dødeligheden kan henføres til de lange haler.

Ser han halebid i en sti, forsøger han først at af lede grisenes opmærksomhed ved at åbne lågen ud til gangen, så de får et nyt og større område at gå på. Han hænger også en sliksten op i stien, og forsøger at spotte synderen, altså grisen eller grisene, der bider haler.

»Det lykkes ikke altid, men finder jeg synderen, og fjerner den fra stien, bliver der hurtigt ro blandt resten, og halebidet stopper«, lyder hans erfaring.

Hvis såret i halen har en vis størrelse, bliver grisen behandlet med antibiotika og får samtidig smertestillende behandling.

Han har erfaret, at de ad libitum fodrede grise ikke må opleve pauser i adgangen til foder. En utilsigtet foderpause kan være årsag til, at halebid starter.

»På den måde skal vi hele tiden være mere på forkant med produktionen, men det lønner sig også på andre områder «, påpeger han.

For eksempel vil en foderpause altid betyde lavere tilvækst i stalden, men med kuperede haler oplevede han det bare ikke så direkte.

Lange haler kræver mere opsyn, og hurtig indgriben, hvis der opstår bid. Det giver indtil videre også lidt højere dødelighed. Foto Morten Thomsen

Kræver sunde dyr

Han har også erfaret, at dyr der hverken har problemer med maver eller lunger, har mindre tendens til at  bide haler.

Han bruger 35 procent rug til de store slagtesvin. Det giver en lav energikoncentration i foderet på blot 1,00 foderenhed pr. kg og dermed en god mæthedsfornemmelse.

Grisene bliver desuden vaccineret mod mycoplasma lungesyge og circovirus. Begge vaccinationer er i nogen grad et spørgsmål om forsikring.

Trods disse forholdsregler er der fortsat lidt halebid i staldene. Aktuelt har han taget 15 grise ud af et hold, som var begyndt at bide hale.

De bliver behandlet med penicillin og får smertestillende behandling. Umiddelbart ser de fleste grise ud til at komme sig efter denne behandling, men det kan snyde. Anders Obling har nemlig oplevet, at grise, der tilsyneladende er kureret for halebid, senere kan udvikle en byld i ryggen eller halthed i benet, der sandsynligvis stammer fra såret ved halen.

»Derfor skal man blive ved med at holde øje med grise, man har haft i behandling «, siger han.

Samlet set bruger han mere tid på produktion af 12.000 Antonius-grise end på produktion af 15.500 konventionelle grise. Han synes alligevel at produktionsformen er mere tilfredsstillende end den gamle.

»Jeg vil gerne producere grise med hele haler, og den skepsis jeg havde før vi begyndte, er i det store hele gjort til skamme«, konkluderer Anders Obling.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle