Benhård tysk slagterikoncern overtager Tican

To slagterbrødre grundlagde i 1971 et slagteriselskab, som i dag er Tysklands største slagteriselskab. Og ekspansionen fortsætter nu i Danmark.

Tysklands største svineslagteriselskab Tönnies Fleisch er for alvor på vej ind i Danmark. I en årrække har selskabet drevet Brørup Slagteri med tilladelse til at slagte 1,6 mio. svin om året, men med Ticans rammeaftale om at overlade aktiekapitalen til Tönnies kommer en spiller ind, som kan give Danish Crown kamp i selskabets egen vægtklasse.

Tönnies Lebensmittel GmbH & Co. KG er den fulde betegnelse for en familieejet virksomhed, som blev startet fra grunden i 1971 af brødrene Clemens og Bernd Tönnies. I dag er selskabet Tysklands største inden for branchen med ca. 17 mio. årlige slagtninger af svin og ca. 400.000 kreaturer.

Omsætningen var i 2014 godt 48 mia. kroner. Chefen – i tysk presse omtalt som ”flæskebaronen” - er fortsat Clemens Tönnies. Han er i øvrigt kendt som præsident for bundesligaklubben Schalke 04.

Selskabet driver slagterianlæg 8 steder i landet - samt SB Pork i Brørup. Men ifølge tysk presse har Clemens Tönnies drømme om at opføre nye slagterier i bl.a. Rusland og i Serbien. Cirka 50 pct. af afsætningen sker på det tyske marked.

Tönnies kendes for at have opnået massiv fremgang ved hjælp af en benhård forretningspolitik, og selskabet har været inddraget i flere sager om omgåelse af konkurrencereglerne. Således var Tönnies i 2014 indblandet i en sag om karteldannelse i den tyske pølsebranche, som udløste bøder på knap 900 mio. kr.

Familien Tönnies er også synlig i den mere kulørte del af pressen, der med stor omhu dækker en indædt familiestridighed om magten i selskabet. Da Bernd Tonnies døde i 1994 kun 42 år gammel, overtog Clemens Tönnies dobbelt stemmeret i selskabets ledende organisation, og han fik dermed absolut enevælde – en position han kæmpet for at beholde under en række retssager, som er anlagt mod ham af nevøen Robert Tönnies. Bernd Tönnies ældste søn.

Den danske aflægger SB Pork i Brørup har siden overtagelsen i 2005 kostet Tönnies over 100 mio. kr. i form af gentagne to-cifrede millionunderskud. Men i 2014 præsterede selskabet for første gang i en årrække et overskud på 8,3 mio. kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle