Danish Crown giver ekstraordinær kompensation for tunge grise

Forårets udsættelser har skabt en del frustrationer ude hos ejerne. Derfor går Danish Crown nu ind og giver en ekstraordinær kompensation for leverancer af grise, hvor den gennemsnitlige slagtevægt har været over 91 kg.

Det har skabt store frustrationer for de mange slagtesvineproducenter, at Danish Crown har haft bøvl med antallet af udsatte grise.

Men i dag blev det på et bestyrelsesmøde i Randers besluttet at udvide de nuværende kompensationsregler for udsatte grise, så der helt ekstraordinært kompenseres for leverancer af grise, hvor den gennemsnitlig slagtevægt er over 91 kg.

Det sker på grund af den situation Danish Crown befinder sig i lige nu, hvor antallet af udsatte grise i en periode har været ganske anseeligt.

"Der er flere grunde til, at vi står i den situation, som vi gør lige nu. Men forklaringer gør det ikke alene i forhold til ejernes frustrationer over udsatte grise. Derfor har vi kigget på vores kompensationsregler for udsatte grise, så ejerne i det mindste får en fornuftig kompensation for de gener, som udsættelserne giver og har givet siden påske", siger Søren F. Eriksen, der er adm. direktør i Danish Crown Pork.

sådan bliver du kompenseret

De nye kompensationsregler betyder, at leverancer af grise med en gennemsnitlig slagtevægt indtil 91 kg bliver afregnet efter de hidtidige regler for kompensation.

Hvis gennemsnitsvægten ligger fra 91-92 kilo, betales der 7,5 øre ekstra pr. kilo. Fra 92-93 kilo betales der 8,5 øre og sådan hæves kompensationen med 1 øre pr. kilo op til en maksimal gennemsnitlig slagtevægt på 120 kilo.

"Vi er klar over, at nogle af vores andelshavere i perioder har været presset til det yderste. Vi arbejder på højtryk for at få indhentet det, vi er bagud, men vi må også være realistiske, og der kommer til at gå nogle uger, inden det for alvor løsner op", siger Søren F. Eriksen.

"I mellemtiden håber jeg, at de opdaterede regler for kompensation kan være med til at gøre situationen udholdelig for vores leverandører".

De nye regler gælder med tilbagevirkende kraft fra den 2. april 2018. Afregningerne vil blive korrigeret snarest.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle