En noget speget sag kører disse dage ved Landsretten. Det er sagen om tre mænd, der tidligere er blevet idømt straffe ved byretten for tyveri mod deres egen arbejdsgiver, Danish Crown.
Jydske Vestkysten beretter fra retsmøderne, at Danish Crown i Randers satte privatdetektiv på det, da de hørte rygte om tyveri af olie ved deres slagteri i Blans ved Sønderborg.
I sagen forsvandt 65 ton fyringsolie samt en stor tank til 300.000 liter olie. Den var seks meter høj. Tidligere er tre mænd dømt ved byretten for tyveriet af olie. To mænd blev desuden kendt skyldige i tyveriet af tre ståltanke, stålreoler og en maskine.
Mændene fastholder, at de er uskyldige. De havde ifølge eget udsagn fået lov til at sælge de pågældende sager for at bruge pengene til en julefrokost.
Det afviste ledende medarbejdere i Danish Crown, beretter Jydske Vestkysten.
"Man sælger ikke skrot eller andet for at få penge til julefrokosten. Skrot skal sælges med bilag og til godkendte leverandører," fastslog Danish Crown-lederen i retten.
Kommentarer