DC: Store forhåbninger til nyt dyrevelfærdsmærke

Danish Crown mærker stor interesse fra detailhandelen om det nye, statslige dyrevelfærdsmærke.

"Vi er meget positive om dette og mærker en stor interesse."

"Det her mærke vil uden tvivl komme til at løfte gennemskueligheden i, hvad der er gjort ekstra for dyrevelfærden."

Sådan lyder meldingen fra pressechef Jens Hansen, Danish Crown, om statens nye dyrevelfærdsmærke, som Miljø- og Fødevareministeriet i dag, fredag, har løftet sløret for.

Danish Crown arbejder lige nu to fronter. Dels får de aftaler på plads med producenterne. De har producenter, der kan opfylde de forskellige ordninger, men ikke er specialiseret fuldt ud til at udfylde alle detaljer i ordningerne.

Sideløbende har Danish Crown forhandlinger med detailhandlen. Bilka, Føtex, Netto, Menu, Rema 1000, Kiwi, Spar, Lidl, Aldi og slagterbutikker har meldt, de vil sælge stjernemærket kød. Coop står udenfor og har deres eget mærke.
 
"Det er jo sådan i dette tilfælde, at når noget nyt skal indføres, handler det om strategi for den enkelte kunder og så handler det om at nå hinanden rent prismæssigt," siger Jens Hansen.

Arealkrav ikke specificeret ved en stjerne

Kravene til svineproducenterne varrierer fra en til tre stjerner (se faktaboks nederst). Over for Landbrugsavisen.dk uddyber Poul Ottesen, tovholder på projektet hos Fødevarestyrelsen, nogle af de enkelte krav.

Ved en stjerne er det angivet, at grisene skal have ekstra plads - men ikke hvor meget. Det er meningen, siger han.

"Det er sådan, at bekendtgørelsen siger, der skal være ekstra plads ved en stjerne, men vi har ikke specificeret arealkravet. Man skal opfylde kravet om hele haler, og for at nå dette kan man gøre forskellige ting: Eksempelvis enten give mere plads, halm eller bedre ventilation. Vi har overladt til producenterne selv at sammensætte sin indsats, men vores eksperter vurderer, at det kræver ekstra plads at opfylde kravet om hele haler," siger Poul Ottesen.

Det er ligeledes ikke specificeret, hvor meget halm, der skal tildeles.

"Vi har ikke defineret et antal gram halm. Man kommer som regel galt i byen, hvis man skal definere det i praksis," siger Poul Ottesen.

Ved en stjerne kan svineproducenten tildele halm som rodemateriale i et net, der hænger, men ved to stjerner skal det tildeles på gulvet.

Måske ændring i DC-tillæg

For de enkelte svineproducenter har den højere dyrevelfærd ekstra omkostninger. Danish Crown har allerede forskellige tillæg, eksempelvis ved Antonius-grisen, men afviser ikke, at de måske skal justeres, hvis forbrugernes efterspørgsel efter kød stemplet med en, to eller tre stjerner ændrer sig.

"Vi kigger selvfølgelig på modeller for, hvordan dette skal sættes sammen, men det handler også om, at vi skal have aftagere i den anden ende," siger Jens Hansen til Landbrugsavisen.dk.

Svineproducenterne skal godkendes under en inspektion af et akkrediteret kontrolorgan, inden de kan få lov til at sælge kødet som stjernemærket, fremgår det af en bekendtgørelse. De skal selv afholde udgiften til inspektionen. Svineproducenterne skal desuden indføre egenkontrol, dokumentere afvigelser og korrektion skriftligt samt sikre sig at andre leverandører - eksempelvis smågriseproducenter - også lever op til stjerneordningens regler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle