Driftsleder: Vi forventer faringsprocent på hele 94 - men har én kæmpe udfordring

Blog fra grisebedriften: Carsten Sandfær kan melde om udsigt til masser af grise på de to griseejendomme, Bederholm og Bundgaard. Den store udfordring lige nu er PRRS hos slagtegrisene. Snart er alle seks sektioner tømt, og der skal vaskes ned og kalkes - og så er det forhåbentligt et farvel til sygdommen.

Af Carsten Sandfær, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

For tiden kører produktionen i det store og hele problemfrit på vores to griseejendomme, Bundgaard og Bederholm.

Den største udfordring lige nu er, at vi forsøger at skubbe PRRS ud af slagtegrisestalden.

På den ene ejendom, Bundgaard med 450 søer, arbejder jeg først på dagen i løbe- og drægtighedsstald, og så er jeg resten af arbejdsdagen på den anden ejendom, Bederholm med klima- og slagtegrise.  

Læs de seneste to blogs fra Carsten Sandfær:

Driftsleder: Jeg er skiftet fra økologisk til konventionel grisebedrift - det er jeg glad for

Driftsleder for 200 øko-søer: Det er et fantastisk arbejde - men jeg skifter til nytår

Hvis scanningerne efter fire uger holder, kan vi forvente snart at nå en faringsprocent på 94.  

Forventer faringsprocent på 94

På Bundgaard har vi de seneste 10 uger løbet i snit 23,7 søer om ugen og med en omløber i snit. Det er en lille fremgang og fine tal. Hvis scanningerne efter fire uger holder, hvad de lover, kan vi forvente en faringsprocent på flotte 94.

I løbestalden, hvor søerne står i rækker i grupper af fire, efter de er kommet tilbage fra farestalden, har vi haft succes med at stille de tynde søer ved siden af en ventil, så de får mere foder. De tykke søer kan til gengæld godt gå lidt ned.  

Det er noget nemmere at styre huldet i løbestalden frem for i drægtighedsstalden, hvor søerne går løse i T-stier.

I drægtighedsstalden har vi siden nytår oplevet fire kastninger. Det er noget, der kan komme og gå i perioder. Vi har spekuleret på, om årsagen kunne være PRRS, som vi jo har fået konstateret i slagtegrisestalden på Bederholm, men resultatet af friske blodprøver var negativt.

Dyrlægen har konkluderet, at kastningerne skyldes "vinter-problemer", og så er de da i hvert fald blevet placeret i en kasse.

I farestalden ligger vi stabilt på 17,6 levendefødte pr. kuld, og det giver masse af grise, men en mere gris ville da ikke gøre noget. Lige nu tumler vi med diarre hos de de nyfødte grise, men min kollega på Bundgaard, ukrainske Svitlana, er heldigvis rigtig dygtig til at håndtere det og redde de svageste grise.

Vi ligger også på samme antal ammesøer, som vi plejer, nemlig 5-6 stykker ud af 21 faringer.

Vi har lige modtaget et nyt hold polte på 42 stk., som bliver leveret hver 12. uge. De går tre uger i karantænestalden, der er placeret op ad løbestalden, hvorfra vi kan kigge ind gennem fælles vinduer. Vi kan gå ind til poltene udefra, og det er altid dem vi passer sidst. Det fungerer fint, og vi oplever heller ikke benproblemer.

Vi har lige modtaget 42 nye polte på Bundgaard.

PRRS: Tømmer slagtegrisestalden

På Bederholm er den store udfordring for tiden at forsøge at presse PRRS ud af slagtegrisestalden.

Vi har lige fået taget blodprøver i klimastalden, og de var fortsat negative.

De seneste par måneder er vi begyndt at sælge 30 kilos grisene til eksport for at skabe et hul i produktionen af slagtegrise. Noteringen for eksportgrise er god, så vi er heldige med på den måde både at opnå et højere DB i forhold til slagtegrise, og samtidig at få mulighed for at slippe af med PRRS hos slagtegrisene.

Lige nu har vi 700 slagtegrise gående, som står i de to sektioner, der er længst væk fra klimastalden og tæt på udleveringen. Jeg går ind udefra, og altid efter jeg er færdig med arbejdet i klimastalden.

De andre fire sektioner i slagtegrisestalden er tømte, og jeg forventer, at de sidste to sektioner er tømt inden for en måneds tid.  Vi har vasket de tomme sektioner ned, og planen er nu, at vi skal have vasket de sidste to sektioner, når de er tømt, og derefter skal alle seks sektioner kalkes.

Det er vores forventning, at vi kan få bugt med PRRS, når der ingen grise er i stalden.

Efter 1. april skal vi i gang med at renovere en gammel løbestald, der nu fungerer som storsti til slagtegrise. Den skal ombygges til klimastald. Planen er nemlig, at vi i stedet for de 7 kilos grise, vi nu leverer til den tidligere ejer af Bederholm, fremover kun skal levere 30 kilos grise. Det er aftalt, fordi han ønsker at trappe ned arbejdsmæssigt.      

Vi forventer, at der vil være plads nok i de eksisterende stalde til ændringen, også fordi vi nok fremover vil fortsætte med at sælge 30 kilos grise til eksport, hvis noteringen er god.

Til renoveringen venter vi pt. på tilbud på et Skiold foderanlæg og på Ikadan-inventar. Sidstnævnte er fremstillet af plastic og derfor, efter min mening, godt at arbejde med, fordi lågerne er lette og inventaret er rustfrit.  

Vi forventer at fortsætte med sælge nogle af smågrisene til eksport fremover- så længe prisrelationerne er som pt.  

Besøg af rådgiver fra Danish Crown

Siden min seneste blog har jeg haft besøg af en rådgiver fra Danish Crown, der er specialist i hvordan vi får slagtegrise gennem stalden hurtigst muligt og med et så lille foderforbrug som muligt. 

Det fik jeg desværre ikke så meget glæde af, fordi vi jo er ved at tømme slagtegrisestalden for at presse PRRS ud.

Vi har datosat et nyt besøg til om et halvt år, og så kan jeg forhåbentlig kan have mere glæde af hans ekspertise.

På Bederholm er den store udfordring for tiden at forsøge at presse PRRS ud af slagtegrisestalden.

Faktaboks

Carsten Sandfær

  • 43 år, uddannet som driftsleder fra Hammerum Landbrugsskole
  • Driftsleder på bedriften Bundgaard/Bederholm ved Vinderup, ejet af Jonas Flye, siden 1. januar 2023
  • Bedriften består af to ejendomme, der ligger to kilometer fra hinanden.
  • Ejer og to ansatte. Medarbejderstaben udvides snart til tre.  
  • Bundgaard har 450 søer og producerer årligt 16.000 stk. syv kilos smågrise. På Bederholm fedes 9.000 af smågrisene op til slagt. De sidste 7.000 smågrise sælges til tidligere ejer af Bederholm.
  • Hjemmeblandet foder i begge besætninger
  • 100 hektar med produktion af korn til grisene

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle