Dyrevelfærdsrapport mødes af hård kritik

Politiske partier og organisationer kritiserer at fødevarestyrelsens kontrol af svineproducenter ikke gav anmærkninger om halekupering.

Svineproducenterne får ros af fødevareministeren for forbedring af dyrevelfærden i en ny rapport fra Fødevarestyrelsen. Men rapporten får nu kritik fra Dyrenes Beskyttelse og flere politiske partier, fordi kontrollen ikke har givet anmærkninger om ellers kendte dyrevelfærdsproblemer. Det skriver Politiken.

Den største kritik lyder på, at kontrollen i 2014 ikke i ét eneste tilfælde gav anmærkninger om rutinemæssig halekupering, selvom det bliver udført på størstedelen de konventionelle svin.

"Rapporten tegner et glansbillede af produktionen, når den ansvarlige myndighed ikke skrider ind over for ulovligheder som rutinemæssig halekupering. Når 29 mio. grise halekuperes hvert år i Danmark, så skulle man tro, at det var til at få øje på for kontrollanterne," siger Birgitte Damm, dyrlæge og chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse.

Kritikken bakkes op af Enhedslisten, SF og DF.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vil nu undersøge årsagen til de manglende anmærkninger, men hun kritiserer den mistillid, som rapporten er blevet mødt med.

"Det er næsten, som om, at fordi rapporten ikke giver det resultat, man politisk gerne vil have, så diskuterer man, om rapporten overhovedet er troværdig. Men jeg går ud fra, at der er lavet et ordentligt stykke arbejde," siger Eva Kjer Hansen.

At gøre ondt værre

Professor i bioetik ved Københavns Universitet, Peter Sandøe, forklarer, at det er den danske fortolkning af reglerne af EU-regler, der er grunden til den manglende rapportering. For landmænd kan slippe for anmærkninger, hvis de siger, at der har været problemer med halebid.

Ifølge ham er halekupering et valg mellem pest og kolera.

"Hvis man i forhold til den intensive produktionsform vælger at stramme fortolkningen af forbuddet mod rutinemæssig halekupering, så kan det ende med, at grisene får det værre. Halekupering sikrer nemlig en markant mindskning i forekomsten af halebid. Halebid gør ondt på grisen og kan udvikle sig til en infektion, som kan sprede sig til resten af grisens krop," siger Peter Sandøe.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle