Gå-på-modet kan ingen tage fra nordjyske Nicklas Dam.
Blot 21 år gammel tog han uden tøven og med forældrenes accept telefonen og kontaktede Goodvalleys direktør for at søge en stilling med ansvar for 5.200 søer og 50 ansatte i Rusland.
- Jeg er 21, kan ikke snakke engelsk og har kun passet grise i et år, men jeg vil gerne have jobbet, sagde Nicklas Dam til stor morskab hos de flere end 145 fremmødte til LandboNords fyraftensarrangement ’Grise og hotdogs’
Efter at have sendt sit CV og været til flere jobsamtaler fik han jobbet, der har budt på et år i Rusland, herunder tre måneder, mens landet var i krig med Ukraine, og siden ansættelse på en Goodvalley-farm i Polen.
Fællesnævneren for jobbene i udlandet har været ledelse, hvor han ved at gå forrest i staldene har vist de ansatte, at han godt kan passe grise. Det har givet tillid og en organisering, hvor ledelsen er blevet delt ud på flere teamledere og assisterende teamledere, som har rykket medarbejderstaben sammen.
Samtidig bliver der leveret resultater på højt niveau. Trods simple managementsystemer, der passer godt til de ansatte, som aldrig har set en gris, når de har første arbejdsdag, præsteres 37 grise per årsso.
Her spiller en såkaldt træner, der har til opgave at oplære de ansatte i grisepasning, en nøglerolle.
Lukkede farmen i 72 dage
Lokalt bureaukrati har Nicklas Dam også mærket - særligt en oplevelse i Rusland med en kontrol af farmen, han havde ansvar for, fik grinene frem hos tilhørerne.
Kontrollen, der normalt havde fokus på, at staldgangene var vasket, og der ikke var for mange døde grise, blev udført af en spritny kontrollør, der fulgte de 250 siders regler tæt og endte med at udstede et salgsstop som følge af en enkelt åbning lidt større end de lovlige syv gange syv centimeter i et enorme hegn, der indhegnede 90 hektar ved farmen.
Siden fulgte overbelægning i stierne som følge af salgsstoppet, inddragelse af en lokal smed til at sætte 404 hætter på udkastluften og maling af 275 døre i staldanlægget, fordi en kontrollør havde set lidt rust på en dør på en video, som var optaget i forbindelse med en af kontrollerne på farmen.
- Så jeg er blevet god til at male døre, sagde Nicklas Dam, der efter 72 dage og inddragelse af en advokat, der gik helt til den politiske top i Rusland, endelig fik åbnet farmen igen.
Ingen knæk på sodødeligheden
På den mere faglige front stillede LandboNord med flere af sine rådgivere.
Her anbefalede Mette Holst Tygesen op til 10 procent sygestier i systemer med konkurrence om foderet og brugen af en sygejournal, der gav overblik over historikken for den enkelte so og bedre overblik for alle involverede medarbejdere.
Budskabet var også, at kurven for sodødeligheden, der ramte 16,1 procent i 2021, ikke er blevet knækket i 2022. De officielle landsgennemsnitstal er på trapperne.
På fodersiden meldte grise- og foderrådgiver Peter Jakobsen om store prisudsving på 10-20 kroner per 100 kilo sofoder eller smågrisefoder. Med 1.000 søer og 30 kilo-gris er det udsving på 650.000 kroner. For slagtegrisefoder er udsvingene i størrelsesordenen 5-15 kroner, og ved 20.000 slagtegrise svarer det til en prisforskel på op til 600.000 kroner.
Faktaboks
Blev også nævnt ved arrangementet
Håndtering af orner, flytning af søer og levering af slagtegrise er nogle af faldgruberne, som kan give arbejdsulykker.Arbejdsmiljø skal tages alvorligt, opfordrede Søren Sloth, der beskæftiger sig med både grise og arbejdsmiljø.
Relaterede artikler
Kommentarer