Filtre og lys kan være vigtige værn mod PRRS-reinfektioner

Luftfiltre og UV-lys bør overvejes for at holde PRRS og andre luftbårne sygdomme ude. Det mener Danvet-dyrlæger.

Med PRRS-indsatsplanen som et højaktuelt emne bør griseproducenter overveje at kigge i retningen af tiltag, der kan forhindre reinfektioner, for de er ofte forbundet med millionstore ekstraregninger.

Det fastslog Danvet-dyrlægerne Jens Bech og Sif Holmgaard, da de på Danvet-årsmødet tidligere på året tog UV-lys og luftfiltre under lup.

- Vi er simpelthen nødt til at tænke anderledes, hvis vi skal undgå reinfektioner, nu når vi skal til at sanere en masse besætninger. Det hjælper ikke, at vi sanerer 10 besætninger og har 10 infektioner, så er vi lige vidt, fastslog Jens Bech.

At reinfektioner er et reelt problem, viser en opgørelse fra SPF-sus. Alene i 2020-2021 var der 129 reinfektioner med PRRS1 og 91 reinfektioner med PRRS2.

For at undgå reinfektioner kan eksempelvis luftfiltre overvejes. Her gjorde Sif Holmgaard opmærksom på, at filtre afhængig af en såkaldt MERV-værdi over 14 kan opfange eksempelvis PRRS-, Myc og influenza-bakterier og virus.

- Typisk løsning i Danmark hedder MERV 15 og 16, forklarede hun og nævnte, at et studie har vist, at både PRRS og influenza-virus er fundet siddende i filtre i besætninger, der havde negativ status.

Tilsvarende har UV-lys en god effekt på bakterier og virus.

Hvad koster det?

Der findes en række løsninger for UV-lys og luftfiltre på det danske marked. Sif Holmgaard oplyste om en omkostning mellem cirka fire kroner og godt 10 kroner per produceret gris i en besætning med 1.000 søer og syv-kilo produktion. Det er vel at mærke inklusive afskrivninger, udskiftning af filtre, lamper og strøm.

Det skal stilles op mod mernoteringen for PRRS-negative grise på typisk 15 kroner.

Og virker filtre og UV-lys i praksis? Ja, påpegede Jens Bech, der henviste til både udenlandske erfaringer og også erfaringer, han selv har.

I et konkret eksempel har han været involveret i en besætning, der trods naboer med PRRS-småtte valgte at sanere med 2.400 søer og installerede en luftfilter-løsning til omkring 2,4 millioner kroner i samarbejde med SKOV til trods for, at der var stor risiko for reinfektion, hvis ikke han havde installeret luftfiltre.

- Han får lavet et GIS-kort, der er 55 procents sandsynlighed for at være fri for PRRS efter et år og fem procents sandsynlighed efter fem år, sagde Jens Bech og oplyste, at besætningen medio marts fortsat var fri for PRRS efter at have fået filtrene installeret i november 2022.

Faktaboks

UV-lys og luftfiltre i Danmark

I Danmark var der medio marts installeret 12 SKOV-anlæg med filtering, Veng System havde installeret 20 anlæg med UV-lys, mens Skiold havde fem anlæg med luftfiltre ude hos sine kunder. Fælles for firmaerne var, at ingen af deres kunder havde oplevet statusfald.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle