Forsker: Grønt protein kan være godt soja-alternativ til grise

Foreløbige forskningsresultater fra Aarhus Universitet viser lovende resultater for kødprocent med brug af frisk græs og grønt protein fra biomasse frem for soja.

- Vi kunne se på grisene, der fik frisk græs, at de var helt pjattede med det.

Sammen med et par kolleger fra Aarhus Universitet er Maria Eskildsen involveret i forskningsprojektet GRATIS, der omhandler grønt protein til slagtegrise.

Observationerne undervejs fra grisenes indtag af græs samt foreløbige resultater fra det flerårige projekt, der blev præsenteret på temadagen om udendørs griseproduktion i sidste uge, indikerer, at der er lovende protein-muligheder på vej, der kan erstatte soja. Det er også hele idéen bag projektet.

Normalt fremviser hun ikke foreløbige resultater, men fordi de viser lovende perspektiver, har hun gjort en undtagelse.

Foretrækker frisk græs

I projektet er foreløbig anvendt 150 grise hen over sommeren 2022, som har fået forskellige proteinkilder og proteinniveauer.

Ifølge Maria Eskildsen er det første gang, at der udføres et grisefoderforsøg med grønt protein, der udvindes fra biomasse i større skala under produktionslignende forhold.

De foreløbige resultater afslører, at brugen af grønt protein frem for soja ikke har negativ effekt på tilvækst, daglig tilvækst eller foderudnyttelse, men der er forskel på, hvor meget grovfoder grisene har indtaget.

Her viste fem forskellige foderstrategier, at frisk græs var et hit med op til 900 gram daglig tilvækst fra 85 kilo og frem til slagt. Det var et langt højere indtag end kløvergræsensilage.

En analyse har efterfølgende vist, at grisene ved at spise de store mængder frisk græs kan hente 1,5 gram lysin per dag, som så kan tages ud af kraftfoderet.

Det er samtidig værd at bemærke, at en gruppe med grise, der fik ti procent mindre protein end de øvrige fire grupper og samtidig fik grønt protein og frisk græs, heller ikke havde lavere tilvækst end de øvrige grupper i projektet.

- Man kan gå ti procent ned i lysin, hvis der er frisk græs til rådighed, konstaterede hun.

Langt højere kødprocent

Mens der på flere målte parametre ikke var udsving, var det til gengæld tilfældet, når forskerne kigger på kødprocenten, der talte til klar fordel for grønt protein- og frisk græs-grupperne.

- Der er en meget, meget signifikant forskel på kødprocent. Dem, der er på sojaprotein og ensilage, som mange af jer nok traditionelt har været på, er kødprocenten lige under 61,5 procent. For de dyr, der har været på grønt protein, kan vi se en signifikant højere kødprocent (omkring 63 procent, red.). Så det grønne protein kan noget på kødprocenten i forhold til soja, sagde hun og understregede, at aminosyre-sammensætningen endnu ikke er analyseret.

I projektet undersøges også, om kødet bliver mere harsk som følge af, at den øgede mængde grønt protein giver mere umættet fedt, som igen giver et højere jodtal, som skal holdes under 70 per 100 gram fedt.

Det blev overskredet ved tildeling af ti procent grønt protein, men der foreligger endnu ikke konklusioner på den del af projektet, da kun halvdelen af kødet, der foreløbig har været med i projektet, er blevet testet.

Faktaboks

Fem forskellige foderstrategier

I forskningsprojektet er anvendt fem forskellige foderstrategier:

  • 1) Normalt proteinniveau (7,0 gram lysin/FE) og brug af soja og frisk græs.
  • 2) Normalt proteinniveau og brug af grønt protein fra biomasse og kløvergræsensilage.
  • 3) 10 procent lavere proteinniveau (6,3 gram lysin/FE) og brug af grønt protein og frisk græs.
  • 4) Normalt proteinniveau, soja og kløvergræsensilage
  • 5) Normalt proteinniveau, grønt protein og frisk græs. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle