Gør grisestalden klar til sommervarmen

Det allervigtigste er, at dyrene kan optage rigeligt med væske.

Af Maja Kobberø, svinedyrlæge, Porcus

Når sommervarmen rammer os, kan der blive meget varmt i staldene. Det kan give dine søer og grise varmestress.

Varmestress kan have store konsekvenser. Dyrene får nedsat ædelyst, dårligere tilvækst og foderforbrug, og det kan også påvirke reproduktionen med manglende brunst, dårligere farringsprocent og små kuld.

Disse konsekvenser ses allerede ved en staldtemperatur på 30 grader. Hvis det er værre, kan det sågar føre til øget dødelighed.

Jo større grisene/søerne er, jo større er risikoen for at udvikle varmestress, så det er især søerne og slagtesvinene der er i risiko.

Hos søerne ses langt de fleste stress-relaterede dødsfald ca. 14 dage før faring til 1 uge efter faring, så der skal være ekstra fokus på søernes velbefindende i farestalden.

Tjek at vandventiler yder nok

Det allervigtigste er at dyrene kan optage rigeligt med væske.

Tjek derfor at alle vandventiler yder nok. Tjek det på tidspunkter, hvor vandsystemet er mest belastet (fx under fodring).

Følgende kan bruges som tommelfingerregel:

  • Søer i boks (farestald): 4 L pr minut. 
  • Søer i løsdrift (drægtighedsstald): 2 L pr minut.
  • Vækstgrise (vandkopper): 1 L pr minut.
  • Vækstgrise (drikkeventiler): 0,5 L pr minut.

Sørg for at trykke vand ud i drikkekopperne/trugene ved gennemgang, så de har let adgang til frisk vand.

Nedkøling: Overbrusning

Udover at væskeindtaget skal være optimalt, har grisene svært ved at komme af med varmen, hvorfor en ydre nedkøling også er vigtig.

I naturen ville grisene mudderbade, og derfor laver man også sølehuller i den udendørs produktion. Den mulighed har vi ikke indendørs. I stalden må vi anvende vand eller luft 

Overbrusning kan være effektiv, men det er en balancegang. Der skal ikke være så lidt, at grisene ikke når at  få glæde af det, og der skal heller ikke være så meget, at stierne bliver for våde og risikoen for sygdomme som hjernehindebetændelse og ledbetændelse øges.

Derfor er højtrykskøling også at foretrække, da det med de meget små partikler ikke gør stierne våde.

I drægtighedsstalden og slagtesvinestalden er det et lovkrav at der er overbrusning/køling. 

Det anbefales at aktivere overbrusningen mellem kl. 9-20, når udetemperaturen er over 14 grader. 

Hyppigheden og varigheden afhænger af stitypen og hvor høj en overtemperatur der er i stalden. Men som hovedregel skal der minimum overbruses hvert 45. minut i 45 sekunder (cyklustid 1 procent) og op til hvert 30. minut i 120 sekunder (cyklustid 100 procent).

Tjek altid ved opstart at staldcomputerens ur er korrekt, så indstillingerne også kommer til at passe.
Tjek desuden at dyserne ikke er kalket til.

I farestalden er det en god ide at have en haveslange liggende, så man kan køle den enkelte so manuelt, uden at gøre hele stien og området, hvor pattegrisene ligger, våd.

Nedkøling: Luftskifte

Et alternativ til vand er at skabe en let brise i stalden. Det har dog bedst effekt, når temperaturen i stalden overstiger grisens overfladetemperatur (32-36 grader).

Det kan gøres ved at øge lufthastigheden i stalden med 1m/s, og evt ved at indsætte blæsere/luftblandere i stalden. 

En huskeregel er, at der skal skiftes:

  • 125 kubikmeter luft /time pr. drægtige so.
  • 375 kubikmeter luft/time pr. diegivende so.

Tjek også at der ikke sidder meget skidt i ventiler og skorstene, da det kan nedsætte kapaciteten med op til 15 procent.

Andre ting at huske på

Når grisene æder, bruger de energi på at fordøje foderet, og det udvikler varme. Derfor er det en god ide at udsætte middagens fodringer, så det ikke gives midt på dagen, hvor det er allervarmest. Ved optrapning af foder bør det også gøres langsomt, da for hurtig stigning også øger udviklingen af varmestress. 

Andre energikrævende procedurer, såsom fravænning kan også med fordel placeres om morgenen hvor der er mere køligt.

Husk desuden at teste alarmsystemet ugentligt, så I er sikre på at få alarm, når der opstår problemer med at holde temperaturen i stalden lav nok, så I kan handle i tide. Det kan hurtigt gå meget galt, hvis ventilationen går i stå på en varm sommerdag.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle