Giv soen et længere liv: Indfør ekstra sygetur hos de drægtige søer

Gå ikke på kompromis med arbejdet i drægtighedsstalden og undgå at miste søer der mistrives.

Af Anni K. L. Hansen, svinekonsulent, Velas

Det er forskelligt, hvor meget tid personalet bruger på det daglige tilsyn ved de drægtige søer.

I drægtighedsstalden er det utrolig vigtigt, at man få brugt den nødvendige tid, og helst også en smule mere. Ellers risikerer man at overse en so, der ikke trives, og en overset so, der mistes, koster dyrt.

De dygtige producenter får dagligt gjort alt det rigtige, og de får brugt den nødvendige tid på de drægtige søer. Andre ser måske ikke tiden i drægtighedsstalden som vigtig i sammenligning med f.eks. i farestalden. 

Rutiner for dagligt tilsyn i drægtighedsstalden

Grundlæggende bør der være nogle klare rutiner for, hvad der skal gøres, når man passer de drægtige søer. 

Alle ugens syv dage bør der gøres følgende: 

  • Skrabes gulve
  • Fodres
  • Tjekkes vand
  • Gives halm
  • Alle søer skal op at stå, så de kan ses og vurderes og tjekkes for sygdom og skader.
  • Syge/ tilskadekommet dyr tages ud af flokken, placeres i en sygesti og sættes eventuelt i behandling efter besætningsdyrlægens anvisninger
  • En ekstra ”sygetur" af to personer tre gange om ugen

Ekstra sygetur af to personer

Når ovenstående er på plads, bør der laves et yderligere tiltag, hvor personalet går en ekstra sygetur i drægtighedsstalden fx mandag-onsdag og fredag. 

Her er det vigtigt at få skilt arbejdsgangene ad, så den ekstra sygetur ligger 1-2 timer efter fodring.

Denne opgave er vigtig for at finde flere af de svage søer, fordi det kan være svært at fange de små skavanker på søerne, samtidig med at de fodres.

Dernæst skal det ikke kun være en, men to personer, som laver den ekstra ”sygetur”, da man så har fire øjne til at fange de svage søer.

Helt konkret bør der gøres følgende:

  • Søerne i hver enkelt sti tilses af to personer
  • Giv halm igen for at aktivere søerne
  • Få alle søer op at stå, så de kan ses og vurderes, vær grundig med tjek af ben og klove.
  • Syge/ tilskadekommet dyr tages ud af flokken og placeres i en sygesti og sættes evt. i behandling efter besætningsdyrlægens anvisninger

Har du optimalt fokus på de drægtige søer, kan du redde endnu flere af dem.

Dette skaber både en større arbejdsglæde hos de ansatte og øger sooverlevelsen, hvilket har en positiv effekt på økonomien.

Stil skarpt på unge søer

Som konsulent ser jeg en tendens til, at de unge søer har det hårdest. Derfor er det vigtigt at have særlig opmærksomhed på disse.

De unge søer skal være så robuste, at de når frem til fem-seks læg, hvor det er personalet der vælger, om soen skal fortsætte eller på slagteri - og ikke systemet der vælger, at soen må afgå fra besætningen tidligere.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle