Grunden lagt for fuld genåbning af Rusland for svinekød

Nu er det blot Putin, der kan afgøre, om Rusland igen skal være helt åbent land for de danske svineproducenter.

Den nye aftale, som EU-Kommissionen og Rusland har indgået, er måske blot en lille åbning – eftersom den kun gælder fedt og biprodukter som lever og hjerter - men det betyder, at spørgsmålet om afrikansk svinepest er skudt til side.

Dermed kan det russiske marked hurtigt blive åbnet fuldt ud, også for de dyreste udskæringer – hvis altså Putin beslutter at fjerne embargoen, der blev indført i august.

Det påpeger Knud Buhl, direktør for Danske Slagteriers kontor i Bruxelles.

”Aftalen, der er lavet nu, dækker kun produkter, der ikke er omfattet af embargoen fra august. Alligevel kan den også få betydning for den øvrige svineeksport, selvom det ikke er på tale endnu, for så er de veterinære rammer på plads,” siger Knud Buhl til Landbrugsavisen.dk.

Håb om at det nedskalerer i Ukraine

Svineeksporten til Rusland lukkede for et år siden, da der blev konstateret afrikansk svinepest i Baltikum. Den nye aftale løser dét problem for de lande, som laver en aftale med Rusland. Men i mellemtiden, i august, har Rusland indført en embargo, som fortsat holder landet lukket for de bedste og mest værdifulde udskæringer.

Det er dog vanskeligt at sige, hvorvidt den delvise genåbning er en håndsudrækning fra Putins side – og om det dermed tyder på opblødning i handelskrisen, som skyldes krigen i Ukraine. De sidste måneder har der været fredsforhandlinger, men for halvanden uge siden blussede kamphandlingerne op igen.

”Jeg ved det ikke, men altså man kan jo håbe, at det nedskalerer,” siger Knud Buhl.

Effekten af en fuld genåbning af Rusland er også usikker, påpeger Knud Buhl. Den russiske valuta har mistet en stor del af sin værdi, og dermed er russernes købekraft forringet.

”Det er jo en ganske anden verden, end den vi stod af for et år siden,” siger han.

Alligevel er der optimisme at spore i Bruxelles.

”Det her er bestemt det første positive, der er sket længe. Man skal bare huske på, at selvom det er positivt, så tager det noget tid, før aftaler og inspektioner er på plads, så eksporten af biprodukter og fedt kan fortsætte,” siger Knud Buhl.

Hele markedet aflastes

EU-Kommissionen har tidligere modsat sig, at enkeltlande kunne lave aftaler med Rusland. EU’s topembedsmænd ønskede en fælles aftale.

”Man er enige om, at man på sigt skal have en overordnet Rusland-EU-aftale, men man har også erkendt, at man skal være pragmatiske. Selvom ikke alle på en gang får lov at eksportere, så får alle gavn af det.  Vi har jo et fælles EU-marked, og hvis du har nogle, der kan sende varer ud fra det marked, så aflaster det jo hele markedet,” påpeger Knud Buhl.

Men Kommissionen vidste jo, at det gjorde ondt. Hvorfor er det først nu, de lader landene eksportere enkeltvist?

”Ja, men man kan jo have en holdning, til man tager en ny. Kommissionen er jo stadig i gang med at lave Rusland-forhandlingen, så det holder de jo fortsat fast i,” siger Knud Buhl.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle