Høj faringsprocent kræver god hygiejne ved løbning - det kan du gøre

Har søerne beskidte skamlæber ved inseminering, er der risiko for at få skidt ført med ind i skeden ved indførsel af kateteret.

Faringsprocenten er for nedadgående, og den udvikling skal stoppes.

En af de sten, der skal vendes for at komme videre, er hygiejne ved løbning af søerne, fortæller Anni Kildevæld Lundsgaard Hansen, svinekonsulent hos Velas, i det seneste nummer af nyhedsbrevet Trynekontakt.

Har søerne beskidte skamlæber ved inseminering, er der nemlig risiko for at få skidt ført med ind i skeden ved indførsel af kateteret. Det øger risikoen for infektion i børen og dermed risikoen for manglende eller reduceret frugtbarhed.

Anbefalinger til hygiejne

Anbefalinger til hygiejne ved inseminering:

  • Rengør løbestalden inden indsættelse af et nyt hold søer
  • Fjern gødning bag soen inden brunstkontrol
  • Brug tørt papir til aftørring af søer med beskidte skamlæber
  • Hold i enden af kateteret
  • Hold på den tørre del af skamlæberne
  • Skumproppen på kateteret må kun røre skamlæbernes fugtige slimhinde
  • Hav fokus på opbevaring af brudte pakninger med multiindpakkede katetre

Anni Kildevæld Lundsgaard Hansen anbefaler, at man i besætninger med lav faringsprocent, problemer med flåd etc. kan afprøve enkeltindpakkede katetre. Enkeltindpakkede kateter giver nemlig en ekstra sikkerhed for en hygiejnisk inseminering, idet kateteret beskyttes, og man undgår at få ført skidt fra skamlæberne med ind i skeden via skumproppen.

Har man problemer med flåd og omløbere, er det dog vigtigt ikke kun at sætte fokus på hygiejnen omkring inseminering, men også at følge op på, om brunstkontrollen gennemføres korrekt.

Velas-konsulenten anbefaler at bruge vejledningen ”Optimér reproduktionen” til at sætte fokus på arbejdet i løbestalden. Vejledningen er udarbejdet af Seges i samarbejde med ekspertgruppen Repromanagement og kan findes på Svineproduktion.dk

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle