Højere egenfravænning og færre døde: Lad soen passe flere af sine egne grise

Af Bettina Green Kanstrup, svinerådgiver, VKST

Jeg oplever flere steder rigtig god effekt ved at lade så mange pattegrise som muligt blive ved egen mor efter kuldudjævningen.

I flere af de besætninger, hvor det er blevet implementeret, har vi oplevet både en højere egenfravænning, samtidig med en lavere dødelighed hos pattegrisene.

Besætningerne havde inden start stor fokus på, at grisene efter kuldudjævning skulle være samme størrelse, og at kun de allerstørste grise skulle gå til ammesøerne.

ÆNDRET praksis

For at opnå samme størrelse på kuldene blev først de største grise pillet ud af kuldene og lagt til ammesøer, og derefter samlede man de små til mindsteammer, for derefter at lægge grisene fra mindsteammerne tilbage i de kuld, som nu var pillet langt ned. Ved denne strategi kommer man til at flytte mange grise, og nogle grise, desværre, også flere gange.

Denne praksis blev ændret til, at man stadig fra starten af ved hvor mange ammesøer man skal lave, og så tjekker man, om de søer, som skal bruges til mindsteamme, har store grise nok til, at de kan klare at komme til ammesøer. Kan de det, skal de det, også selv om der er større grise ude i de andre kuld.

Så spærres det antal grise, som skal gå til ammesoen, enten ind i hulen eller flyttes til ammesoen inden kuldudjævningen.

Når man så kuldudjævner, tager man de mindste grise fra kuldene og lægger til ens mindsteamme/ammer, og på den måde kommer rigtig mange søer til at lægge med sine egne grise tilbage i kuldet.

God start for soen med to ekstra grise

Det er vigtigt, at de mindsteammer man bruger, stadig har råmælk, så denne løsning skal kun praktiseres, hvis man laver ammesøer og kuldudjævner flere gange dagligt og har styr på, hvornår grisene er født og har fået 8-12 timers råmælk. Så kan grisene trygt flyttes til ammesøer, og soen har stadig nok råmælk til, at den kan bruges som mindsteamme.

Det giver også en rigtig god start for soen at kuldudjævne den med to ekstra grise, end den har patter til. Det giver god stimulation til yveret og giver medarbejderne mulighed for at flytte sultgrise, uden at skulle lægge ekstra grise tilbage i kuldet.

Derved lader man kuldene få mere ro tidligt i diegivningen, og det er godt både for kuldtilvæksten og egenfravænningen.

Det er min erfaring, at selvom man kun lægger soen op med få grise, vil nogle grise falde fra alligevel, selvom de alle har haft mulighed for at die, og soen ikke fejler noget. Man skal flytte grise, som ikke trives i kuldet, og hvis soen er startet op med få grise, vil man enten få pillet kuldet hurtigt ned i antal, eller man skal tilføre nye grise til kuldet, og det ønsker jeg helst ikke.