Hvorfor lader vi ikke spanierne eksportere vores grisekød?

Ugen På Spidsen: Spanien er mestre i at sælge grisekød - i hvert fald hvis man kigger på deres notering. Måske skal vi lade spanierne hjælpe os med at eksportere vores grisekød, spørger ugens klummeskribent på Gris.

Spanien er andet end 320 dage med solskin, Vuelta a Espana og Pablo Picasso. 

Efterhånden er det gået op for mange, at den spanske grisesektor er i verdensklasse. En ting er deres tørrede skinker, noget andet er deres formåen med at afsætte deres stadigt stigende mængder af grisekød.

For hvad søren er det, der foregår i Spanien for tiden?

Spansk skinke til otte kroner

Uge for uge hæver spanierne grisenoteringen, så den nu nærmest er pinligt langt foran sine europæiske konkurrenter.

Jo, jo, der er sikkert noget årstidsvariation med stor efterspørgsel op til sommerperioden, hvor millionvis af turister tager til Spanien, som spiller ind, men det forklarer vist ikke hele forskellen.

Jeg - og det ved læserne af denne klumme - ynder at tjekke priser på kød i den lokale dagligvareforretning.

Forleden studsede jeg over, at der igen igen var tilbud på tørret, spansk skinke til otte kroner. Der er nok 60 gram i sådan en pakke.

Til sammenligning var der almindelig dansk skinkepålæg til 16 kroner. Det er en pakke med lidt flere gram i, og man kan undre mig over, at det spanske skinke kan sælges så billigt velvidende, at de spanske producenter får en relativ høj notering.

Da afrikansk svinepest ramte Tyskland bevirkede det, at Europa blev oversvømmet af grisekød, fordi tyskerne ikke længere kunne eksportere deres store mængder grisekød.

Jeg troede dengang, at det ville ramme spanierne hårdt, fordi de de seneste år har forøget deres produktion ganske betragtligt.

Det samme kan siges om den hastigt dalende eksport af grisekød til Kina, som Spanien tilsyneladende heller ikke har ramt spanierne, selv om de har nydt enormt godt af Kina-eksporten. 

Så jeg må erkende, at jeg ikke rigtig forstår, hvordan de gør, de spanierne?

Griseproducenter undrer sig

Denne undren over Spaniens evner udi i grisekødsafsætning er jeg ikke den eneste, der har. 

Tidligere på ugen deltog jeg i et glimrende fodringsseminar, som Nutrimin stod for. Her talte jeg undervejs med et par griseproducenter, og jeg glemmer ikke bemærkningen om, det måske kunne hjælpe på den danske notering, hvis spanierne overtog den danske grisekødseksport.

At spanierne er dygtige til at sælge grisekød og formår at omstille deres eksport i takt med mindre kinesisk appetit på europæisk grisekød er ikke taget ud af den blå luft.

En opgørelse fra Markedsnyt for grisekød fra sidste uge viste således, at spaniernes afsætning af grisekød til højprismarkedet Japan er steget 82,3 procent i årets første fire måneder.

Den danske eksport er i samme periode steget 10,8 procent.  

Søren Tobberup Hansen er journalist og grisefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Gris online, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og grisefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online, griseugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle