Ingen vildsvin i nærheden: Tysk slagtegrisestald ramt af afrikansk svinepest

I det nordøstlige Tyskland er der igen konstateret smitte med afrikansk svinepest i en tamsvin-besætning.

Tyskland har konstateret det niende tilfælde af afrikansk svinepest i en tamsvin-besætning, siden smitten spredte sig fra Polen for nogle år siden.

Det melder Pig Progress.

Det er fortsat småt med oplysninger om det nye fund, der angiveligt er blevet opdaget på et slagteri og er sporet tilbage til en slagtegrisestald i Vorpommern-Greifswald i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i det nordøstlige Tyskland tæt på grænsen til Polen.

Smittetilfældet er lettere mystisk, da der ifølge Fredrich-Loeffler-Institut, der har bekræftet smitten, ikke er vildsvin i umiddelbar nærhed af den smittede besætning. Normalt er det vildsvin, som spreder smitten, men der er også flere eksempler på, at menneskelig aktivitet har forårsaget spredning af smitten.

På det seneste har der været langt mellem smittetilfældene på gårde i Tyskland, og også antallet af smittetilfælde hos vildsvin er faldende. Seneste tilfælde af afrikansk svinepest på en tysk tamsvin-besætning var således tilbage i februar 2023.

Emneord gris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle