Kaos omkring fransk svinepris

Splid mellem slagterier, regering og svineproducenter.

Det lykkedes ikke at gennemføre de normale svineauktioner i Bretagne i sidste uge, beretter Markedsnyt for Svinekød, der udgives af L&F.

Normalt sælges ca.15.000 svin om mandagen og ca. 55.000 svin om torsdagen på auktion i Bretagne. Den opnåede gennemsnitspris på auktionen er herefter retningsgivende, for den pris slagterierne betaler for de øvrige ca. 300.000 svin, der ugentligt tilføres slagterierne.

Mandag blev auktionen aflyst, da slagterierne Bigard/Socopa og Cooperl boykottede auktionen med den begrundelse, at slagterierne var ude af stand til at betale den svinepris på ca. 1,40 euro, svarende til 10,45 kr., som var opnået ved de to foregående ugers auktioner, og som der igen var udsigt til på den nye auktion. De to slagterier køber tilsammen normalt ca. en tredjedel af de svin, der tilføres auktionen.

Den planlagte auktion torsdag blev ligeledes boykottet af Bigard/Socopa og Cooperl. De to slagterier meddelte, at de i stedet for køb af svin på auktionen ville neddrosle deres slagtekapacitet og kun slagte de svin, der tilføres de to slagterier direkte fra deres medlemmer. Samtidig var der ved auktionen torsdag et stort antal journalister tilstede, og auktionen blev opsøgt af demonstrerende svineproducenter, der taktfast råbte på 1,40 euro/kg i notering. Auktionen torsdag blev herefter også aflyst.

Ifølge Præsidenten for Cooperl Arc Atlantique har slagterierne ikke råd til at betale en ”politisk” fastsat pris på 1,40 euro/kg.

Den franske landbrugsminister Le Foll insisterer derimod på en minimumpris på 1,40 euro/kg ved auktionen. Og ifølge Le Foll skal denne pris føres videre igennem hele ”kæden” til detailhandlens priser. Han mener, efter en række møder med den franske detailhandel, at have detailhandlens støtte til bedre svinepriser til franske svineproducenter.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle