Kina kan nu sætte robotter til at klone grise - syv raske pattegrise født

Kinesiske forskere har præsenteret robot med kunstig intelligens, der uberørt af menneskehænder kan klone grise. Fornylig har robotten bragt syv levende og raske pattegrise til verden - og metoden kan være med til at øge produktionen af grisekød markant i Kina, lyder forventningen.

Forskere fra Nankai University i Kina er lykkedes med at få en robot udstyret med kunstig intelligens til at føde syv sunde og raske pattegrise.

Smågrisene er klonede fra en anden gris, og deres dna er derfor helt ens.

Grisene blev født i marts, og der har ikke været behov for nogen menneskelig håndtering undervejs – robotten har sørget for det hele, hvilket gør det betydeligt lettere at klone grise end hidtil, fortæller det amerikanske netmedie The Science Times.

Forskere på projektet håber på, at robotten  - og metoden - vil gøre Kina i stand til at øge produktionen af grisekød markant  så landet kan imødekomme den store efterspørgsel og blive selvforsynende med grisekød.

Kina har som bekendt en enormt høj efterspørgsel på grisekød. Kina er både den største griseproducent i verden, men landets indbyggere er også de største forbrugere. Kina producerer årligt 400 mio. grise, og en kineser konsumerer 30-35 kg årligt. Importen af grisekød er ca. 3,31 mio. ton om året. 

Robot anvender ny form for kloning

Den nyudviklede robot benytter sig af en ny form for kloning.

Den hidtil anvendte kloning, som man kender som somatisk cellekerne-transfer (SCNT) har været kendt i mange år. Fåret Dolly var den første klon, som blev dannet med denne metode. Metoden har også været brugt meget i Kina til at klone grise, men det er en meget følsom metode, som nemt kan skade dna’et i cellerne. 

Den automatiserede robot, som benytter kunstig intelligens, anvender en kloningsmetode, der er langt mere skånsom overfor cellerne, og der sker ikke skade på dna’et eller andre biomolekyler. 

Robotten aflæser dna’et i cellerne, og herefter skaber den en kloning. Kloningen kan blive til enten levende grise eller blot muskeldannende celler, som kan dyrkes i et laboratorie, og dermed frembringe rigtigt biologisk kød direkte.

De sidste rapporter, der beskriver detaljerne for kloningen, er endnu ikke publiceret, forlyder det.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle