Kinas griseproduktion er svær at blive klog på - rammer USA plet denne gang?

Ugen På Spidsen: Den seneste melding fra Kina er, at landets importbehov for grisekød er stærkt på tilbagetog. Men holder det i virkeligheden, når der samtidig meldes om store tab i Kina, spørger ugens klummeskribent på Gris.

Hvis jeg var involveret i den kvartalsvise rapport fra det amerikanske landbrugsministerium USDA, der indeholder forventninger til produktion, forbrug og handel med grisekød i verden, ville jeg have meget røde øre.

I en tid, hvor mange griseeksporterende lande kigger mod verdens største importør i form af Kina, så er det mere end ærgerligt, at udmeldingerne for Kina er så forskellige som tilfældet er.

Jeg har stor forståelse for, at det kan være vanskeligt at få valide data fra Kina, men de tal, USDA har udsendt over det seneste halve år, må gøre enhver analytiker udi grisepriser rundtosset.

Er andre end mig forvirret?

Markedsnyt for grisekød har kigget ned i rapporten, der rummer forudsigelser om Kinas produktion af grisekød. I oktober 2021 var udmeldingen, at Kinas produktion ville gå fem procent tilbage i 2022 i forhold til 2021. 

I januar i år var meldingen pludseligt, at griseproduktionen ville være en procent højere end i 2021. Det blev i den grad overtrumfet, da den seneste rapport nu anslår en kinesisk griseproduktion, der er hele syv procent over niveuaet sidste år. 

Bare den seneste opjustering har kæmpe betydning for det kinesiske importbehov for grisekød. 

Af rapporten fremgår det, at importbehovet falder fra 4,2 mio. tons til 3,5 mio. tons. 

Det bliver spændende at se, hvad den næste rapport fra USDA siger. Jeg kan godt have den tanke, at kineserne i lighed med rigtig mange andre griseproducenter fortsat taber penge på at producere grise.

Hvis ikke priserne på grisekød stiger væsentligt eller foderet falder kraftigt, vil landets griseproduktion ganske givet skrumpe ind - med mindre myndighederne går ind over understøtter produktionen af kinesisk grisekød  for at efterleve det erklærede behov for at have en høj egenforsyning. 

Og produktionen går faktisk tilbage for tiden. De kinesiske myndigheder melder om 422,53 mio. grise ved udgangen af marts - et fald på 5,9 procent siden udgangen af december 2021.

Er det kun mig, der er forvirret?

Søren Tobberup er journalist og grisefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris online.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Gris online, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og grisefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris online, griseugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle