Lama-proteiner kan blive værn mod fravænningsdiarré hos smågrise

Lama-proteiner og en vaccine er nogle af de projekter, der arbejdes på for at modvirke fravænningsdiarré.

Siden udfasningen af medicinsk zink ved udgangen af juni er en af udfordringerne at undgå at øge forbruget af antibiotika og samtidig undgå fravænningsdiarré hos smågrisene.

Problemstillingen har været kendt længe, og derfor har Seges Innovation gennem længere tid samarbejdet med forskellige universiteter, institutioner og firmaer for at finde veje til at forebygge fravænningsdiarré.

- Udfasningen af medicinsk zink kan komme til at blive en udfordring for dansk
griseproduktion. Men ved hjælp at innovation og forskning kan vi nå lagt og sikre, at vi
fastholder vores lave forbrug af antibiotika, siger Christian Fink Hansen,
sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Gris.

Ablacto+ er det projekt, som er kommet længst. Her benyttes såkaldte nanobodies udvundet af antistoffer. Nanobodies binder bakterier, der fremmer diarré. Dermed kan de ikke fæstne sig til slimhinden i tarmen, men udskilles i stedet med afføringen, og grisene får dermed ikke diarré.

Det er et tilsætningsstof i form af et protein,
man giver grisene i foderet. Dette proteinstof har ikke i sig selv en bakteriehæmmende
effekt, som vi kender det fra antibiotika, og bakterierne danner derfor heller ikke resistens
mod produktet.

- Ablacto+ er et nyt produkt udviklet af Bactolife ApS, og som netop nu er under
afprøvning på forsøgsstation Grønhøj. På sigt har det potentiale til at blive et alternativ til
antibiotika, når der opstår fravænningsdiarré blandt smågrisene. Proteinerne er udvundet
af blod fra lamaer. Proteinet kan derefter kopieres i et laboratorium hos Novozymes, der
også er partner i projektet,” siger Niels Jørgen Kjeldsen, chefkonsulent hos Seges
Innovation.

Indtil nu er Ablacto+ blevet testet på Aarhus Universitet i et infektionsforsøg, hvor colibakterier, der
giver diarré, har været til stede. Her har grisene, som modtog Ablacto+ gennem foderet,
haft en reduceret forekomst af colibakterier og øget tilvækst sammenlignet med
kontrolgruppen. Det forventes, at projektet er afsluttet i slutningen af 2022.

I et andet projekt arbejder Seges, Københavns Universitet og vaccinefirmaet AdaptVac på at udvikle en vaccine mod fravænningsdiarré. Her benyttes samme teknologi, som AdaptVac har brugt til at udvikle en Covid-19-vaccine med.

- Den teknologiske platform, der bruges til Covid-vaccinen, kan anvendes til andre
vacciner. Platformen har givet humane vacciner med meget lang beskyttelsestid.
Forskerne udvikler vaccinerne ved at bruge viruslignende partikler, hvortil man kan koble
antigenerne, altså det man gerne vil have beskyttelse mod, på overfladen af partiklerne,”
siger Poul Bækbo, chefkonsulent hos Seges Innovation, og fortsætter:
- Når man så sprøjter det ind i grisene, opfatter kroppene det som virus og begynder at
danne antistoffer mod det, der er på overfladen - nemlig spike-proteiner, som vi kender dem fra Covid-virus.

Næste skrift er at afprøve vaccinen i en sobesætning, som kan give antistofferne videre til pattegrisene gennem råmælken. 

Projektet ventes afsluttet i december 2023.

Emneord Grisekongres 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle