Landboforening: DC-afregningsmodel er med til at lukke mindre bedrifter

Danish Crown bør ændre deres afregningsmodel, så den hjælper mindre svinebedrifter og unge, der vil ind i erhvervet, foreslår Sønderjysk Landboforenings Svineudvalg.

"I Sønderjysk Landboforenings Svineudvalg vurderer vi, at det er en meget uheldig negativ behandling Danish Crown udsætter de mindre producenter for."

Sådan konkluderes i en pressemeddelelse, udsendt af Sønderjysk Landboforenings Svineudvalg.

De påpeger, at Danish Crowns afregningsmodel giver en betydelig merpris til producenter, der leverer mange slagtesvin hvert år.  Hvis man leverer under 5000 slagtesvin pr. år får man afregnet 18,48 kr. pr slagtesvin mindre på afregningen, end hvis man leverer over 40.000 slagtesvin pr. år.

"Der er en betydelig merpris til de svineproducenter, der leverer flest slagtesvin. Leverer man eksempelvis 4999 slagtevin pr år, vil der i forhold til den større producent mangle 92.381 kr. bundlinjen for nøjagtig den samme arbejdsindsats. Eller sagt med andre ord: Hvis producenten med 4999 leverede svin lejer sin stald ud til sin større nabo, der i forvejen producerer 35.002 svin, så vil det hjembringe en merafregnings-gevinst på 58.800 kr. på de 35002 leverede svin og en mer-afregning på 92.381 kr. på de 4999 leverede svin: Altså en samlet afregningsforskel på godt 151.000 kr. på de samme svin!," skriver svineudvalget.

Uretfærdigt

Sønderjysk Landboforenings Svineudvalg mener, afregningsmodellen er uretfærdig.

"Specielt hvis produktionsforholdene i øvrigt er effektive, og der køres til én læsserampe og der i øvrigt leveres hele læs. Så har vi svært ved at se, at Danish Crown objektivt kan retfærdiggøre denne voldsomme forskelsbehandling mellem store og mindre producenter. Hermed ikke sagt, at der ikke skal være en kvantumsrabat og en stordriftsfordel, der giver en afregningsmæssig fordel til større producenter. Men den skal være retfærdigt begrundet - lige som transport og logistikreglerne, hvor man betaler efter antal stop og pr. forbrugt minut. Som det er nu, bliver man forgyldt for at levere mange svin og evt. fra mange sites, uden at det nødvendigvis er en praktisk fordel. Det er ikke retfærdigt!," skriver svineudvalget.

Afregningsregler lukker og begrænser

Svineudvalget vurderer, at afregningsmodellen fører til lukninger af mindre bedrifter.

"Efter vores opfattelse har de nuværende afregningsregler en negativ betydning på antallet af mindre leverandører med under 5-10.000 slagtesvin pr. år. For den ældre producent, vil forskelsbehandlingen helt klart stimulere til lukning af produktionen.  Og for den unge som evt. overtager en mindre produktion, og som gerne vil udvikle bedriften og ekspandere: Der er det uligt vanskeligere at tjene til investering i udvidelse, de mangler 18,48 kr./gris."

Færre slagtesvin

Sønderjysk Landboforenings Svineudvalg mener, at Danish Crown selv er medskyldig i nedgangen af antal slagtesvin.

"DC har igennem de sidste mange år mistet tilgang af slagtesvin, (Bortset fra tilgang via fusioner). Det kunne måske i nogen grad have været modvirket, hvis afregningen havde været mere retfærdig og forholdene for at fastholde produktion i mindre staldanlæg, havde været bedre. Samtidig kunne en retfærdig afregning til nystartede unge have stimuleret flere til at gå i gang f.eks. produktion af 5000 slagtesvin, og så udvikle sig her fra.," skriver svineudvalget.

Behov for en større gulerod

"Der er ganske enkelt behov for en større ”gulerod” til at fastholde produktionen, såvel de mere veletablerede, men måske især for de unge, som starter i de mindre anlæg, og som gerne vil udvikle sig. Det er faktisk svært for unge at komme i gang, hvis de skal straffes hele vejen rundt, via tårnhøje etableringsomkostninger såvel som høje renter på bankfinansiering, høje bidragssatser på realkreditlånene m.m. Her kunne vores eget andelsselskab DC godt gå foran med en positiv særbehandling i stedet," mener svineudvalget.

Opfordring til DC-bestyrelsen

"Fra Syddansk Svinerådgivning vil vi gerne opfordre DC-bestyrelsen til at genoverveje DC-marked afregningsmodellen, og foretage en justering, så den bliver retfærdig for producenter med hensigtsmæssige leveringsfaciliteter og -systemstik. Samtidig opfordres til at justere afregningsmodellen, således at unge producenter, der starter op i mindre anlæg får en fair chance for at udvikle sig og skabe vækst med henblik på at nå en levedygtig bedriftstørrelse. Danish Crown har stort ansvar her, ikke mindst efter at DC tilnærmelsesvis er enerådende på slagterimarkedet i Danmark. Vi vil gerne opfordre til at DC-bestyrelsen vedgår sig ansvaret som ”landsdækkende”, og sikrer en retfærdig afregning til alle," skriver udvalget.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle