Landmand: Krølle på halen giver udfordringer

Kuperer vi af vane eller af nødvendighed? Det spørgsmål stillede Joachim Clausen sig selv i 2018.

Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet GRIS, november 2021

Det var Seges-projektet ’Hele haler all in’, der i 2018 gav Joachim Clausen det sidste skub til at droppe kupering af smågrisene fra sine 1.100 søer.

»Jeg tror ikke, at forbrugerne er glade for, at vi kuperer haler, så jeg ville gerne forsøge at stoppe«, forklarer han.

Ifølge projektplanen skulle han undlade at kupere to ugehold, og derefter genoptage kuperingen indtil disse to ugehold var leveret til slagteriet.

Set i bakspejlet skulle han have undladt kupering af mere end to ugehold, måske fire ugehold.

»Det er tilfældigheder, derafgør, om vi får halebid. Det fanger vi ikke nødvendigvis med to ugehold«, siger han i dag på baggrund af sin erfaring.

Projektperioden forløb godt. Der opstod halebid, men han oplevede, at det var på et håndterbart niveau.


Joachim Clausen skønner, at det koster ham 6-10 kr. at producere grise med hele haler, men han får ingen ekstrabetaling på slagteriet.

Hænger halen?

I dag er den bedste indikator for, at et halebidsudbrud er på vej, om halerne hænger og grisen forsøger at gemme den. Det kræver opmærksomhed at spotte.

Han griber ind, når en fjerdedel af grisene i stien har hængende hale.

Han har en stribe tiltag, han kan sætte igang, når han ser grise med hængende haler:

  • Tildeler rebspand, Bite-Rite eller halm i papirsæk.
  • Tilsætter ekstra fodersalt og magnesium til foderet.
  • Skifter mellem forskellige rode- beskæftigelsesmaterialer.
  • Finder grisen, der bider, og lukker den sammen med andre halebidere.

»Sjovt nok har vi ikke problemer med at lukke halebidere sammen. Bideriet fortsætter ikke i denne sti«, siger Joachim Clausen.

Trods ekstra opmærksomhed og tildeling af beskæftigelsesmateriale, opstår halebid hyppigere med hele haler.

»Til gengæld oplever vi, at sår heler hurtigere på hele haler i forhold til kuperede haler«, siger han.

Forklaringen kan være, at et bid yderst i halespidsen på en hel hale ikke så let giver betændelse, fordi spidsen ikke har samme blodforsyning som spidsen af en kuperet hale.

De fleste halebid håndteres uden at flytte grisene fra stien.

Joachim Clausens slagtesvin er opstaldet i forskellige staldtyper, men han har ikke set nogen forbindelse mellem opstaldning, fodring og forekomsten af halebid.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle