L&F i svar til Danske Svineproducenter: Skal vi have tyske tilstande?

Er Landsforeningen af Danske Svineproducenter ved at tage de første skridt på vejen mod tyske tilstande for den danske griseproduktion, spørger bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris i dette indlæg.

Niels Aagaard, griseproducent, Bestyrelsesmedlem Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris

I Danmark vil vi have verdens højeste niveau af dyrevelfærd i forhold til sammenlignelige eksportnationer.

Sådan står der i den vision for fremtidens griseproduktion, som en samlet sektor for produktion af grise og grisekød, inklusiv Landsforeningen af Danske Svineproducenter, fremlagde for under et år siden. Det vil vi, fordi dyrevelfærd er en af de vigtigste faktorer, når det kommer til vores licence to produce og samfundets opbakning til, at vi har en stor og stærk sektor i Danmark.

Derfor var min overraskelse stor, da man på disse sider kunne læse Joachim Clausen og Landsforeningen af Danske Svineproducenter sætte spørgsmålstegn ved, om Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris er til for danske griseproducenter.

Joachim Clausen mener, at Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris ikke arbejder i griseproducenternes interesse, når de fremlægger tal fra Danish Kontrollen baseret på chr-nummer og ikke på antal dyr. 
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris arbejder sammen med bl.a. Landsforeningen af Danske Svineproducenter om en revision af Danish Produktstandard, hvor der bl.a. skal differentieres mellem administrative fejl og fejl, der har konsekvenser for dyrenes trivsel og velfærd.

Joachim Clausen og formanden for Landsforeningen af Danske Svineproducenter har selv siddet som en del af arbejdsgruppen for ny Danish, så Joachim Clausen burde vide, at det han efterlyser, er på vej.

Derfor kan det voldsomme angreb mod Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris kun læses som en af to ting; i bedste fald en uelegant politisk markering og i værste fald en fundamental fejllæsning af omverdenens og politikernes krav og ønsker til vores sektor. 

At dyrevelfærd er en af de vigtigste – måske den vigtigste – faktor for vores licence to produce, skal vi kun se til Tyskland for at få bekræftet. Her har sektoren – i mange år – haft dialog med det politiske niveau om, at dyrevelfærden skulle styrkes blandt tyske grise.

Men fordi sektoren i 16 år har haft et landbrugsvenligt konservativt styre i spidsen for den tyske regering, har de ikke rykket sig tilstrækkeligt. Da den nuværende regering med Socialdemokratiet i front og med De Grønne som koalitionspartner så tog over, gik det stærkt.

Politikerne var trætte af at vente på sektoren, og derfor tog de selv affære og introducerede høje krav til dyrevelfærd med kort indfasningstid uden dialog med sektoren. 

Dyrevelfærdsmærket i Tyskland er obligatorisk. Fra 2030 skal alle tyske landmænd som minimum leve op til dyrevelfærdsmærkets niveau 1, og fra 2040 skal alle tyske landmænd leve op til niveau 2, som bl.a. inkluderer 47 procent mere plads. Det er blevet ulovligt at have søer i boks, med undtagelse inseminering, med en indfasningstid på 8 år. 

Det løber mig koldt ned ad ryggen ved at tænke på, hvad det ville betyde for danske landmænd, hvis vi fik så hård regulering med så kort indfasningstid, særlig i den økonomiske situation, som vi befinder os i nu.

Men det største problem for Landsforeningen af Danske Svineproducenter, skulle ifølge Joachim Clausen være, at Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris ”ikke tør sige nej og fortælle omverdenen, hvordan vi faktisk mener, tallene skal fremlægges”. 

Hertil må jeg stilfærdigt konstatere, at selvom jeg også ønsker at vi får en ny opgørelse, der differentierer mellem administrative fejl og fejl, der har konsekvenser for dyrenes velfærd og trivsel, er det ikke vores sektors største problem. Og hvis Joachim Clausen og Landsforeningen af Danske Svineproducenter virkelig tror, at det er vores største problem, er jeg oprigtigt bekymret for, om de er ved at tage de første skridt på vejen mod tyske tilstande, hvor politikerne tager styringen uden dialog med erhvervet.

Jeg må ligeledes konstatere, at jeg er yderst tilfreds med, at Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris formår at håndtere spørgsmålet om, hvordan fejl skal opgøres, samtidig med, at de arbejder konstruktivt med den nye fødevareminister om at føre vores fælles vision ud i virkeligheden. Det vil netop bidrage til, at vi når vores vision om verdens højeste niveau af dyrevelfærd i forhold til sammenlignelige eksportnationer, samtidig med at vi bevarer vores konkurrenceevne, så vi også i fremtiden har en stor og stærk sektor for produktion af grise og grisekød. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle