Magre søer og gylte har behov for en ekstra foderkurve

Af Kim Kofoed, griserådgiver, VKST

For nemmere at opnå det optimale huld op til faring skal foderkurven i drægtighedsperioden tilpasses, så søerne kan nå at pålægge det nødvendige rygspæk.

Rygspæktykkelsen ved faring har blandt andet betydning for soens faringsforløb, mælkeydelse, forekomst af farefeber og foderoptagelse.

Søer med for meget rygspæk kan have besvær med at fare, hvilket kan resultere i flere dødfødte grise, mens en mager so ikke har tilstrækkelig energi til en optimal mælkeproduktion, og risikoen for skuldersår øges.

Fokus på det rette huld gennem drægtigheden vil derfor reducere udfordringerne omkring faring og i diegivningen. Tillige vil foderomkostningen falde når huldet ikke svinger igennem cyklussen.

Jeg møder en del besætninger, hvor jeg ser potentiale i at få gennemgået foderstrategien til de drægtige søer, fordi der er forhold, der skiller sig ud i forhold til den generelle anbefaling.

Forskellig foderkurve efter opstaldningsform

Fra egne observationer i staldene ser jeg ofte, at der er forskel på hvordan søerne præsterer på foderkurvene i forhold til, hvordan de er opstaldet.

Søer, der er opstaldet i enten storstier eller med transponder-grupper, bevæger sig mere end søer opstaldet i staldsystemer med en ædeboks pr. so.  

Derfor ser jeg, at en tilrettet foderkurve har god effekt af at sænke foderstyrken med -0,15 FE i den første periode indtil fire uger før faring for søer opstaldet i staldsystemer med en ædeboks pr. so, idet de har et mindre behov for energi, når soen får mindre motion.

Hvis ikke man nedregulerer mængden, ser man ofte soholdet bliver i for godt huld. Når huldet er for højt, koster det foder til øget vedligehold, og søerne præsterer mindre godt i farestalden.

Giv magre søer og magre gylte ekstra opmærksomhed

For at komme i mål med de nye anbefalinger på rygspækmål fra Seges, ser jeg et behov for at tilføje en ekstra kurve til meget magre søer.

Seges-anbefalingen til foderkurverne er ikke tilstrækkeligt til de meget magre søer, som er søer med 8 mm rygspæk eller herunder ved løbning.

Der anbefales kun en øget fodermængde i fire uger efter løbning på 4,5 FE pr. dag, og dernæst skal fodermængden ned på, hvad en normal so skal have pr. dag. Der skal mere foder til at øge huldet til det ønskede niveau ved faring hos de meget magre søer. 

Det kan også være nødvendigt at tage højde for udfodringssystemet. Kan det følge med?

Hvis søerne sættes i transponderstalden lige efter løbning, er det ikke sikkert, at teknikken kan følge med for at udfodre den ekstra høje ønskede fodermængde til en enkelt so.

Her kan det være en løsning at tildele de meget magre søer en mellemhøj kurve, bare over længere tid for at få det til at fungere mere optimalt, fremfor et ekstremt højt niveau i starten.  

Hårdere fodring af magre gylte

Udover de magre søer er der også besætninger, som oplever at have for magre gylte.

Besætninger, som kun har mulighed for at fodre poltene i store grupper, har ofte enkelte polte, som er for magre ved løbning.

For at få etableret det optimale huld gennem drægtigheden er man derfor nødt til at fodre de magre gylte hårdere end dem, der følger den normal gyltefoderkurve. Dog skal man have i baghovedet, at det kan gå ud over antallet af levendefødte i første kuld at fodre gyltene mere kraftigt de første fire uger efter løbning.

Men en mager gylt vil ikke fungere optimalt i farestalden, så den skal derfor fodres op i huld før den rammer farestalden. 

Hvis man oplever at have for mange magre polte i systemet, så opfodrer jeg til at få gennemgået strategien for poltefodring.

Det kunne være en grov sortering af polte ved syv måneders alderen, så de magre polte lukkes sammen, og hvor foderstyrken kan øges til 3,5 FE, altså helt op på flushing-niveau i en måned. Det vil flytte rygspæksmålet opad med 1-2 mm før løbning ved otte måneder.