Merrild: Slagterigigant skal være stærk modspiller til international detailhandel

Martin Merrild, formand for L&F, er glad for, at Tican har valgt at søge sammen med Danish Crown.

"Jeg er helt overbevist om, at vejen frem for dansk landbrug og vores fødevaresektor er store, stærke virksomheder."

Sådan er Martin Merrilds reaktion. Som formand for Landbrug & Fødevarer mener han, at det er vigtigt med en stærk modspiller til globale detailkæder som Tesco, Wal-Mart og Carrefour, der er mange gange større end selv de største fødevarevirksomheder.

"Dem, der sidder på den anden side af bordet, nemlig detailkæderne, bliver større og frækkere. Der er kunne en måde at imødegå det på. Det er ved selv at blive stor og stærk," siger Martin Merrild.

Tican har haft som grundlag, at de var en modspiller til giganten Danish Crown, der var opstået via en række af fusioner.

Landmanden kan dog godt få en ordentlig pris for sine svin, vurderer Martin Merrild.

"Det er klart, at der er den gamle tanke med, at det er vigtigt med mange virksomheder for at have konkurrence. Jeg tror, at vi er kommet dertil, at konkurrencen altid vil være der. Danske landmænd er skarpe til at sammenligne med priserne uden for landets grænser."

"For mit vedkommende er jeg ikke bekymret. Nu er det selvfølgelig svineproducenterne, der skal afgøre det, men min vurdering af markedssituationen er, at konkurrencen nok skal være effektfuld, for landmændene vil være skarpt opmærksomme på, hvad de får for grisene. De kan jo også vælge at sende grisene til slagtning i Tyskland, hvis det er det, de vil," siger Martin Merrild.

Tican har længe ledt efter en finansiel investor. Sådan blev det ikke. En fusion af de to andelsejede virksomheder giver god mening, vurderer Martin Merrild.

"Når man kan fusionere mellem andelsvirksomheder, så er det inden for familien, så kender man vilkårene og principperne," påpeger han.

"Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at vejen frem er at sikre, at landmændene ejer store, stærke virksomheder, fordi konkurrencen over for detailsektoren er hård," afrunder Martin Merrild.

Emneord slagtning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle