Minister puster nyt liv i glemt griseprojekt

Projektet om fremtidens stald, Månegrisen, sendes i udbud og kan søges fra starten af 2016.

Månegris-projektet er nu sat i gang igen.

Tidligere var projektet, der omhandler en ny slagtesvinestald med nye teknologier, sat på pause, men nu melder miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sig på banen og erklærer sig klar til at sende byggeriet af stalden i udbud.

Det sker, efter at en række udviklingsprojekter har givet nye erfaringer med måleteknologier.

»Med stalden vil vi få afprøvet det teknologiske grundlag for en fremtidig emissionsbaseret regulering af svineproduktionen, der baserer sig på konkrete målinger frem for beregnede værdier, f.eks. af ammoniakudslip. På sigt vil vi gerne derhen, hvor en svineproducent får lov til at producere mere, hvis det ikke påvirker miljøet mere,« siger Eva Kjer Hansen.

Ny stald eller tilpasning

Modelstalden skal bestå af en slagtesvineproduktion i fuldskala-størrelse. Den kan enten bygges som en helt ny stald eller som en tilpasning af en eksisterende stald. I stalden skal indgå teknologi, der både kan måle udledninger og opsamle data til produktionsstyring.

Modelstalden skal i udbud under Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og kan søges fra begyndelsen af 2016.

Det forventes, at modelstalden skal bygges i samarbejde mellem en svineproducent, staldleverandører og vidensinstitutioner og stå færdig i 2018.

Hos VSP glæder formand Erik Larsen sig over, at der nu er udsigt til, at projektet kommer videre.

»Svineproducenterne er meget pressede i de her år, så der er behov for initiativer, der kan forbedre deres konkurrenceevne. Det gælder på den korte såvel som længere bane, hvor Månegrisens vision er yderst interessant. Den åbner nemlig for, at dygtige svineproducenter kan opnå en økonomisk fordel, hvis de kan dokumentere, at en større produktion ikke belaster miljø og klima,« siger Erik Larsen.

Han ser samtidig interessante perspektiver i at få dokumenteret mulighederne for måling og opfordrer sammen med ministeren relevante aktører til at ansøge om tilskud til staldprojektet fra GUDP.

Læs mere om Månegris-projektet på http://naturerhverv.dk/tvaergaaende/maanegrisen/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle