Minivådfodringsanlæg fodrer billigt, men vækst ikke bedre end med mælkeanlæg

En Seges-afprøvning viser, at grise opvokset i en sti med et minivådfodringsanlæg ikke havde højere tilvækst i klimastalden end grise, der kun havde fået mælk i farestalden. Til gengæld er fodringen væsentlig billigere.

Giver et minivådfoderanlæg fordele frem for et mælkeanlæg i form af mere robuste grise efter fravænning, og er der besparelser at hente på foderomkostningerne?

Både ja og nej var konklusionen om de centrale problemstillinger, som Marie Louise M. Pedersen, specialkonsulent hos Seges Svineproduktion, satte sig for at besvare i et oplæg på Fagligt Nyt, der fandt sted i sidste uge.

Virkeligheden er den, at mælkeanlæg er klart størst målt i antal, men også at minivådfodringsanlæg begynder at vinde frem, og dermed er det mere end nogensinde relevant at få afdækket de fordele og ulemper, de forskellige anlæg giver.

Enzymtræning undersøgt med KU

Marie Louise M. Pedersen har sammen med Københavns Universitet undersøgt, om robuste grise kan enzymtrænes og dermed nedbryde vegetabilske råvarer for potentielt at opnå en højere tilvækst særligt i klimastalden.

En øget tilvækst blev ikke konstateret hos de grise, der var med i forsøget frem til dag 24/25, men med markante mængder af hvede blev grisene enzymtrænet, var konklusionen.

To foderstrategier i forsøg

Effekten af en eventuel enzymtræning og dermed en større parathed til at få foder i klimastalden og større vækstpotentiale var til gengæld til at overse, da Marie Louise M. Pedersen afprøvede to forskellige foderstrategier og målte ren mælk op mod ren mælk og skift til prestarter på dag 14 i en besætning med et Bopil Babydos-anlæg,

Her var kun pattegrise over 900 gram med i afprøvningen, og kuldene blev låst på 15 grise.

I hver af de to grupper var der godt 100 kuld igennem. I farestalden var vægten ved fravænning 200 gram højere ved mælkegruppen, og andelen af små grise under 3,5 kg var på 6,6 procent i mælke- og vådfodergruppen, men blot 4,2 procent i mælkegruppen.

I klimastalden lød udvejningsvægten på 24,1 kg i mælke- og vådfodergruppen og 24,5 kg i gruppen af grise, der kun havde fået mælk.

»Vi så en tendens til en højere kuldtilvækst i mælkegruppen, og det vil jeg sige er på grund af de små, undervægtige grise, som der var en større andel af i mælke- og vådfodergruppen. Til gengæld er der ingen forskel i tilvæksten hos pattegrisene eller smågrisene. Måske enzymtrænes de ikke?« lød konklusionen fra Marie Louise M. Pedersen, der ikke så mere robuste grise i mælke- og vådfodergruppen målt ud fra tilvækst.

320 gram foder

Hun oplyste, at hver gris i mælkegruppen har fået 660 gram mælkepulver på 24 dage. Grisene i mælke- og vådfodergruppen har i alt fået 550 gram mælkepulver og foder. Foderet udgør her 320 gram ud af de 550 gram pr. gris.

»Hvis jeg sammenligner med data fra andre besætninger, hvor de har Weda eller Big Dutchman-anlæg, er det nogenlunde samme niveau, jeg ser. Man skal passe på med det her, for meget afhænger af fravænningsalderen og andre ting. Men det er ikke sådan, at hvis I køber et andet anlæg, æder grisene et kg«, forklarede hun.

Spar 750.000 kr. ved at fodre manuelt

Prisforskellen på foder til de to grupper opgjorde hun til tre kr. pr. gris.

»Minivådfoderanlægget er billigere i drift, og der var ingen forskel på produktionsresultaterne. Skal vi så drøne ud og købe minivådfoderanlæg?«, spurgte hun forsamlingen retorisk.

Marie Louise M. Pedersen pegede i sit svar på et langt billigere alternativ end et minivådfoderanlæg, som hun prissatte til omkring 750.000 kr.:

»Jeg ved, at en gris kan æde 370 gram tørfoder, hvis vi gider bare en gang om dagen give det i et rødt eller grønt trug fra dag ti. De her grise (i forsøget, red.) har fået 320 gram tørfoder, så I skal huske på, at man kan godt give den her mængde foder i hånden, som et anlæg har givet. Så sparer man selvfølgelig tiden på at gå rundt og give foderet, men den læring, vi har haft med at køre afprøvning med et minivådfoderanlæg, er, at der skal bruges tid foran fodercomputeren, tid på kuldet og trugene og se om det hele fungerer og have styr på hygiejnen«.

Hun peger på, at de nuværende minivådfoderanlæg er første generation. Hun har en tro på, at man med et samarbejde med producenterne af anlæggene formentlig kan lykkes med at få mere foder ned i grisen.

Faktaboks

Historien bag 
alternativ fodring 
til pattegrise

  • Mælkeanlæg dukkede op i stor stil i 2017, da mange besætninger tog anlæggene til sig. Marie Louise M. Pedersen mener, det hænger sammen med, at de viste øget pasningsevne og reducerede antallet af ammesøer.
  • Siden er flere aktører kommet til. Der er nu meget simple og prisbillige løsninger og dyrere, men mere avancerede løsninger som minivådfodringsanlæg, der kan fodre med andet end mælk.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle