Mon ikke marts giver et par kr. på grisenoteringen?

Ugen På Spidsen: Foråret er den sjoveste tid på årets for griseproducenterne, for da stiger noteringen ofte uge for uge. I år er der udsigt til meget stor fremgang, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Bølgerne gik højt i sidste uge, da Facebook summede over, at Danish Crown ikke valgte/kunne at sætte noteringen op efter, der var en stor noteringsstigning i Tyskland.

En markant griseproducent var dybt skuffet, og det var han i sin gode ret til at være - nu har vi jo vænnet os til, at Danish Crown har klaret sig rigtig godt målt op mod sine europæiske konkurrenter.

At noteringen ikke steg i Danmark kan undre, eftersom spanierne i fire-fem uger har oplevet, at noteringen er stigende.

Tre ting er galt på samme tid

Men mon ikke prisstigningerne for alvor er ved at presse sig på nu?

Det vælger jeg at tro på - meget tyder på det efter onsdagens gigantiske prisopjustering i det tyske, hvor slagtegrisene fik lagt hele 18 eurocent på noteringen svarende til 1,34 kr. Det er da en fremgang, der er til at tage at føle på.

I Danmark trænger vi i den grad også til at få gang i noteringen. Det har gjort rigtig ondt længe, og krigsudbruddet i kornkammeret Ukraine har banket priserne på foderet i den helt gale retning.

Man kan frygte, at flere må bukke under, fordi forholdet mellem udgifter og omkostninger slet ikke passer sammen, kassekreditten nærmer sig max og/eller kornet på lageret snart skal erstattes af væsentligt dyrere foder.

Alle tre forhold er desværre gældende for mange producenter, og i slutningen af sidste uge var vi vidne til, at en stor smågriseproducent ved Viborg, der tidligere var medejer af landets største sobestand, kom under konkursbehandling. Det er rigtig sørgeligt, at vi er kommet dertil.

Vi må også konstatere, at der ikke er så meget at gøre ved prissætningen på grise. Man kan optimere på sin besætning, men det har de fleste nok gjort op til flere gange i denne prisderoute. 

Noteringen er lav i Danmark, men jeg gætter på, at en tilbagevenden til normalen efter to år med corona, et forår, der trænger sig på, og en europæiske grisebestand, der er faldet meget tilbage det seneste halve år, giver sig udslag i en noteringsstigning på et par kr. i marts måned.

Det vil jeg krydse fingre for.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle