Næstformand: Er Landbrug & Fødevarer Gris til for os? 

Næstformand i Danske Svineproducenter er utilfreds med at branchens kontroltal bliver opgjort på CHR-nummer og at Landbrug & Fødevarer Gris derved ikke opgiver de rigtige tal.

- Vi har alle sammen hørt det. Uden Landbrug & Fødevarer Gris havde dansk griseproduktion stået et skidt sted i dag. Men hænger det virkelig sådan sammen i virkeligheden? 

Sådan starter et synspunkt skrevet af Joachim Clausen, der er næstformand i Danske Svineproducenter. 

Han er kommet meget i tvivl efter han den 7. marts 2023 deltog i VKST Landbrugsrådgivnings årsmøde for griseproducenter. Her fremlagde sektordirektør Christian Fink Hansen på vegne af bestyrelsen for Landbrug og Fødevarer Gris (LFG) deres politiske arbejde.

Ifølge Joachim Clausen indledte Christian Fink Hansen med at fortælle, at det eneste medarbejderne i L&F Gris tænker på hver dag, når de går på arbejde, er hvordan de bedst muligt kan hjælpe de danske griseproducenter.

Men herefter blev det så noget kritisabelt efter Joachim Clausens mening. 

- Der blev fremlagt tal for Danish-kontrollen opgjort på CHR-nummer, hvilket vi i Danske Svineproducenter i snart flere år har gjort L&F Gris opmærksom på er en forkert måde at fremlægge vores tal på. Grunden til at det ikke giver et retvisende billede, når man opgør kontrol-tallene på CHR-numre, er at der er en kæmpe spredning på hvor mange dyr, vi har pr. CHR-nummer, skriver han og fortsætter: 

- Hvis vi regner på, hvor mange dyr der er fundet fejl ved set i forhold til de kontrollerede dyr og ikke i forhold til CHR-numre, så snakker vi altså få promiller. Men denne sandhed ønsker de ”valgte” i LFG åbenbart ikke at kommunikere ud til os svineproducenter og vores dygtige medarbejdere.  Derimod vælger de på mødet at give alle i salen en opsang med beskeden om, at vi skal gøre det bedre, og det ikke er acceptable tal. I stedet for at vise de rigtige tal, som vi ved, de ligger inde med.  Nemlig tal, hvor der skelnes mellem administrative fejl og dyrevelfærdsmæssige fejl.

- L&F Gris ønsker, at vi svineproducenter skal forbedre os, så vi kan komme en eller to promille ned, men til hvilken nytte? Når vi har med dyr at gøre og det hver gang er en vurderingssag i forhold til det enkelte dyr, vil vi aldrig kunne komme ned på nul. Det bliver L&F Gris nødt til at indse. 

- Da jeg spurgte ind til, hvorfor de ikke har valgt at fremlægge de rigtige tal, var svaret, at så var det lige pludselig ikke sammenligneligt med Fødevarestyrelsens kontrolrapporter, da deres rapporter kun bliver opgjort på chr-numre og ikke skeler til, hvad der er administrative fejl og dyrevelfærdsmæssige fejl. Hvilket vi selvfølgelig heller ikke i vores branche kan acceptere. 

- Men for mig er det helt store problem, at vores egen påståede ”interesseorganisation” ikke tør sige nej og fortælle omverdenen, hvordan vi faktisk mener, tallene skal fremlægges. De vælger i stedet at løbe myndighedernes ærinde. 

Han slutter sit indlæg af med at opfordre til at branchen tør vise de rigtige tal.

- Hvis vi i branchen ikke selv tør gøre noget, så sker der aldrig noget. Vi kan nemlig vise tallene, så man kan se, hvad der er administrative fejl og hvad der er dyrevelfærdsmæssige fejl. Alt sammen kan vi holde op imod, hvor mange dyr der er på CHR-nummeret. På den måde kan vi lige pludselig vise det helt rigtige billede. Det er noget, vi som producenter, vores medarbejdere og omverdenen vil kunne forstå, lyder det fra Joachim Clausen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle