Nye egenskaber erstatter indeks for pattegriseoverlevelse

LG5 blev indført for snart 20 år siden. Nu er det erstattet af et nyt indeks for pattegriseoverlevelse.

I to år har DanBred regnet på og finjusteret et nyt indeks til erstatning for LG5.

- Der er en stor økonomisk værdi af, at en ekstra gris overlever frem for at øge kuldstørrelsen, forklarer produktspecialist Jesper Poulsen, DanBred, om baggrunden for det nye indeks for pattegriseoverlevelse, som fremover består af tre dele:

Soens indflydelse på afkommets overlevelse.

Pattegrisens egen indflydelse på, om den overlever.

Kuldstørrelsen.

Det er nye avlstekniske metoder udviklet på blandt andet Foulum, der er baggrund for, at det teknisk har været muligt at lave de nye beregninger.

Jesper Poulsen forventer, at dødeligheden, beregnet som dødfødte og døde før fravænning som følge af de nye beregninger, vil falde med et procentpoint årligt i de næste år.

- I dag er den samlede pattegrisedødelighed over 20 procent, men det forventer vi falder til 15 procent i løbet af en årrække, siger han.

Fordi DanBred på andre egenskaber rammer ret præcist i forhold til effekten i produktionsbesætninger, forventer han også, at det vil være tilfældet med det nye indeks.

Det nye indeks gælder også for orner. Da KS-orner udskiftes på mindre end et år, vil den del af effekten, der stammer fra ornesiden, slå igennem allerede i første halvår af 2023.

Udskiftning af søer tager derimod fire-fem år fra det indføres i avlssystemet, til alle søer i produktionsbesætninger er udskiftet.

Han tilføjer, at det nye avlsindeks ikke ændrer på forventninger til fortsat fremgang i egenskaber hos slagtegrise.

Soholdbarhed

Et af de næste punkter, DanBred vil vægte højere, er holdbarhed hos søer.

- Der er mindre arvelighed og mere management knyttet til holdbarhed hos søer end til dødelighed hos smågrise, men hos DanBred forventer vi alligevel, at vi kan øge holdbarheden ved at ændre på beregningen af indekset i stil med det, vi netop har gjort for pattegrise, lyder det fra Jesper Poulsen.

Faktaboks

LG5 - levende grise dag 5 splittes fremover op i:

  • Soens indflydelse på afkommets overlevelse
  • Pattegrisens egen indflydelse på, om den overlever
  • Kuldstørrelsen

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle