Nyt firma fordobler antallet af varer på hylden

Easy Gain går fra at have en til to produkter på salgshylderne, efter firmaets stifter Bjarne Brixen nu har fået forhandling på en gennemløbsvægt til slagtegrise.

Med et slag får det forholdsvis nye firma Easy Gain udvidet antallet af potentielle kunder betragteligt.

Ved opstarten i marts havde stifter Bjarne Brixen kun gennemløbsvægten AutoPig på salgshylderne, men vægten kan kun anvendes til at veje smågrise.

Det er der ændret på nu.

- Jeg har indgået en aftale med Agrisys om forhandling af deres AutoPig-gennemløbsvægt til slagtegrise, og det ser jeg frem til, da jeg løbende har fået efterspørgsler på en vægt til slagtegrise, forklarer Bjarne Brixen.

Han kan se tilbage på en lovende start som selvstændig. Efter en måned havde han afsat 20 gennemløbsvægte, og selv om der har været en periode på fire måneder, hvor han ikke kunne skaffe flere vægte, er antallet af vægte i danske stalde afsat via Easy Gain steget til omkring 40 styk. Yderligere 20 vægte er undervejs til nye kunder.

- Jeg har lige lavet en aftale til en kunde om den første vægt til slagtegrise, men i lighed med mange andre kunder afventer vi tilsagn fra en arbejdsmiljøpulje, hvor potentielle købere kan få 80 procent i tilskud til lejen af vægten i tre måneder, fordi der er tale om arbejdsbesparende teknologi, siger han og uddyber:

- Langt de fleste af mine kunder benytter puljen til at afprøve vægten i tre måneder, og erfaringen viser, at de derefter vælger at anskaffe sig vægten permanent. Jeg har i hvert fald ikke fået en eneste vægt tilbage.

Bjarne Brixen er overbevist om, at gennemløbsvægtene er et vigtigt værktøj til griseproducenter for at forbedre deres produktionsresultater. Resultaterne er allerede forbedret hos flere kunder, og det tror han også, gennemløbsvægten til slagtegrisene kan bidrage til.

- Selv om der ikke er så mange slagtegriseproducenter som producenter af smågrise, er der mange kilo gris, som vægten kan spille en vigtig rolle for. Via vores platform, hvor data fra vægten hele tiden registreres, er brugerne i stand til at handle på produktionsresultater i stalden fra dag til dag. Hvis grisene pludselig ikke følger vækstkurven, har producenten mulighed for at reagere, fortæller Bjarne Brixen, der bruger en del tid på at samarbejde med konsulenter og foderstoffirmaer.

- Systemet muliggør, at landmanden kan give adgang til sine data fra vægten, og her kan konsulenter og foderstoffen være medspillere og reagere på for eksempel foderblandingen, hvis noget går galt, siger han.

Faktaboks

Er stiftet af Bjarne Brixen i marts 2022.

Er eneforhandler af Agrisys’ gennemløbsvægte til smågrise og slagtegrise, men har også en forhandleraftale med 3S.

Bjarne Brixen var i ti år selvstændig smågriseproducent og har siden haft flere jobs som foderrådgiver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle