Rådgiver: PRRS skal reduceres – få undersøgt din besætning nu (opdateret)

69 procent af slagtegrisebesætninger og 43 procent af integrerede besætninger har ukendt status, så der er rigtig mange besætninger, der skal undersøges i juni og juli måned

Af Tove Goldbeck Jensen, ledelseskonsulent, VKST

Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Landbrug & Fødevarer Gris, Danske Svineslagterier og Den Danske Dyrlægeforening har udarbejdet en strategi, der skal nedbringe andelen af besætninger med PRRS i Danmark.

Formålet med at reducere PRRS i Danmark er overordnet at forbedre muligheder for eksport af grisekød og holde omkostninger til særslagting af PRRS grise nede.

I den enkelte besætning er målet at undgå produktionstab, både hos sohold og slagtegrise, samt på kort sigt at undgå et fradrag på slagteriet. Smågrise uden PRRS bliver mere sikre at afsætte, og oftest til en højere pris.

PRRS-Deklaration inden 5. august 2022

De nye regler får betydning for muligheden for at levere grise til eksport-slagterier allerede fra den 5. august 2022.

Det er derfor afgørende, at du får PRRS-deklareret din slagtegrisebesætning så hurtigt som muligt.

Hvis du ikke har deklaration på din besætning, kan du ikke levere grise til slagteriet efter den 5. august. SPF-status gælder som deklaration. Hvis du ikke har SPF-status skal du have besøg af dyrlægen, der gennemgår besætningen for kliniske tegn på PRRS, og ved fravær af kliniske tegn underskriver en ”klinisk deklaration”. 

Der skal tages blodprøver til undersøgelse for antistoffer = ”Antistof deklaration”, senest 31.12.2022 – men det er en fordel at du får taget blodprøverne så hurtigt som muligt, da slagtegrisebesætninger skal have månedligt besøg af dyrlæge, hvor der laves klinisk deklaration, indtil det via blodprøver kan påvises at besætningen er fri for PRRS-antistoffer. 

69 procent af slagtegrisebesætninger, og 43 procent af integrerede besætninger har ukendt status, så der er rigtig mange besætninger, der skal undersøges. Jo hurtigere du kommer i gang med at få taget blodprøver, jo hurtigere kan du få testet din besætning fri. 

Konsekvenser af svar 

  • Hvis blodprøverne er negative, kan du levere til slagteriet uden yderligere tiltag. Herefter skal besætningen deklareres med årlige blodprøver. 
  • Hvis blodprøverne er positive, skal der laves klinisk deklaration med dyrlægebesøg månedligt. Det giver adgang til levering til slagteriet. 
  • Hvis der er kliniske tegn på PRRS i besætningen, udløser det krav om PCR-test, hvor man måler på om der er aktiv virus i besætningen. Hvis der påvises virus ved PCR-test, kommer besætningen på Fødevarestyrelsens PRRS-observationsliste – og grisene skal særslagtes med fradrag. Fradraget stiger over tid, fra 0,20 kr pr. kg ved starten til 3 kr pr. kg efter 2 år på PRRS-observationslisten. 

Saneringer kræver samarbejde i områder 

Du kan totalsanere din besætning eller skubbe smitten ud af besætningen, og teste besætningen fri med blodprøver for antistoffer to gange med et halvt års mellemrum.

Der er gode muligheder for at sanere sin besætning for PRRS. Men det er vigtigt at få lavet den rigtige strategi, udfra samhandelsmønstre og placering af produktionerne i forhold til naboer.

Det kræver et tæt samarbejde med ejere, dyrlæger og rådgivere, så tidsplaner, tiltag og løbende opfølgning på processen koordineres, og der kan ageres og aftales tilretning, hvis der sker ændringer i forløbet.

Det kan være en udfordring at få alle i området med i en saneringsplan, da der er forskel på hvordan besætningen påvirkes, afhængig af om man leverer til et dansk eksportslagteri eller eksporterer smågrise, hvor der også er forskel mellem de forskellige eksportører på, hvordan PRRS påvirker prissætningen.

Det er en stor opgave at få saneret Danmark for PRRS, men det er i alles interesse. 

Ved planlægning af en sanering er det en afgørende forudsætning, at du har undersøgt udbredelsen i en radius af 5-10 km. Udbredelsen af PRRS i Danmark kan følges på Seges´ hjemmeside, hvor status bliver løbende opdateret, og der er kommet nye dynamiske gis-kort, hvor man kan kortlægge status for besætningerne i et område.

Det er vigtigt at have styr på transport af grise i området, under og efter saneringen. Og lige så vigtigt at være opmærksom på eventuel risiko for utilsigtet smitte til andre områder, hvis der lejes stalde udenfor området under saneringen.

Her kan brug af vacciner til smågrise og slagtesvin være med til at reducere smitteudskillelsen fra besætninger under saneringen. 

Artiklen er opdateret onsdag 15. juni 2022 kl. 8.55. I opdateringen er det tydeliggjort, hvad der er lovgivning og hvad der er formålstjenlig adfærd.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle