Årets svinekongres får den største tilslutning nogensinde. Det tør kongresarrangør Christian Koustrup Frandsen fra Seges Svineproduktion godt at melde ud få dage, før arrangementet løber ad stablen.
»Den hidtidige rekord havde vi i 2014/2015 med omkring 2.200 deltagere. I år lander vi på omkring 2.300 deltagere«, siger han.
Den rekordstore tilslutning vækker stor begejstring hos Seges Svineproduktion, der i år har gjort ekstra meget ud af markedsføringen.
»Vi har henvendt os meget direkte til svineproducenterne gennem markedsføring og sammensat et program af foredragsholdere, der er i god øjenhøjde med svineproducenterne.
Det har gjort en forskel, og vi lander med 20 procent flere svineproducenter i år end sidste år, og vi glæder os over, at en del producenter bruger kongressen som en slags høstfest. Det synes jeg er en rigtig positiv udvikling, at vi formår at tiltrække flere til kongressen, selv om der bliver færre producenter.
Desuden tror vi også, at underholdingen til middagen med Anders & Anders trækker mange til«, siger han.
Man oplever også en stigende interesse fra de nordiske lande. Desuden kommer større grupper fra nogle af de store danskejede svinebrug i Østeuropa.
Melder udsolgt til fest
De mange tilmeldinger giver dog også praktiske udfordringer for det store arrangement.
»Vi får trimmet kongrescentret, så vi forsøger at undgå køer, når deltagerne skal rundt i huset. Desuden har den store opbakning gjort, at vi til festmiddagen har inddraget en del af dansegulvet for at få plads til yderligere 80 deltagere.
Det er vores egne folk i organisationen, der skal sidde dér, så de bliver nødt til at rejse sig, når middagen er færdig. Vi håber, at vi dermed kan få alle med til middagen, der har ønsket det«, siger han.
Faktaboks
Svinekongres
- Herning Kongrescenter 24. og 25. oktober
- Årsmøde tirsdag formiddag samt kongres med 64 indlæg
Kommentarer