Restprodukt fra mejerier skal reducere pattegrisediarré

Mejeri-restprodukt kan via en fermenteringsproces omdannes til fodertilsætningsprodukt, der ventes at reducere forekomsten af fravænningsdiarré med cirka 25 procent.

På mindre danske mejerier er der årligt cirka 355.000 ton uudnyttet og værdiløst permeat, som kan omdannes til et fodertilsætningsmiddel, der formodes at kunne reducere forekomsten af fravænningsdiarré med cirka 25 procent.

For at arbejde med og aktivere permeat, der er en meget vandholdig sidestrøm fra produktion af blandt andet skyr, græsk yoghurt, feta og ost, har GUDP bevilliget 4,9 millioner til projektet YeastHealth.

Permeat har ikke nogen værdi for de små mejerier og foræres typisk væk som grisefoder eller til biogasanlæg. Arla og andre større mejerier har fundet en måde at anvende sidestrømmen på, men der er fortsat store mængder, der ikke udnyttes, og kan forædles til en højværdivare.

Kernen i projektet er at udnytte sukkerindholdet i permeat til at gro en særlig gærstamme via en fermenteringsproces. Gærstammen indholder en række eftertragtede egenskaber for smågrisenes immunforsvar og kan bruges som et fodertilsætningsstof til smågrisefoder.

Fermenteringsprocessen er udviklet og afprøvet af LaktoLink med en prototypeanlæg med en 200 liters gæringstank på Nørager Mejeri.

- Det fremstiller en koncentreret gærsuppe, som vi tørrer til et gærprodukt, der kan anvendes som fodertilsæltning. Efter fermentering, inddampning og tørring er restproduktet rent vand, som kan anvendes til eksempelvis afvaskning, forklarer Anders Bisgaard, direktør for LaktoLink.

De første prøver af den tørrede gær viser et proteinindhold på 37 procent, der gør gæren til en god proteinkilde til smågrisene, da proteinet har en gunstig aminosyresammensætning.

Ifølge Anders Bisgaard rummer produktet en lang række gode egenskaber.:

- Det fine ved permeat er, at det stammer fra mælk. Altså er udgangspunktet et produkt, der ikke indeholder en masse uønskede stoffer. Derimod styrker det knoglerne, og indeholder nogle gode mineraler, som grisen får, når vi fodrer med gærproduktet, siger han og fortsætter:
- Gærproduktet indeholder nogle stoffer, blandet andet betaglukaner, mannan-oligosaccharider og vitaminer, som vi forventer vil hjælpe med at forhindre e-coli bakterier i at sætte sig på tarmene. Vi forventer at man ved brug af gærproduktet som fodertilsætning kan reducere forekomsten af fravænningsdiarré med cirka 25 procent.

De 355.000 ton permeat ventes at kunne omsættes til 10.650 ton gærprodukt, der i runde tal kan forsyne 40 millioner smågrise årligt.
 

Faktaboks

YeastHealth

  • Projektet YeastHealth - Fra restprodukt til funktionel ingrediens i smågrisefoder startede 1. januar 2023 og løber frem til udgangen af 2025.
  • Projektdeltagerne er AU-ANIS, LaktoLink, R2 Agro, AU-BCE og Seges Innovation.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle