
Det bliver mere og mere almindeligt at se gigantiske grisehøjhuse i Kina. Senest er der rapporteret om byggeri af rekordhøje grisestalde på 26 etager i den kinesiske Hubei-provins i det centrale Kina.
Mange af disse stalde er ofte indrettet med europæisk staldinventar og -løsninger.
Det tyske medie agrarheute har spurgt salgschef Franz-Bernd Kempkes fra den tyske entreprenørvirksomhed Tewe Elektronic GmbH, der i de seneste 10-15 år har været bygherre på kinesiske grisehøjhuse, hvilke løsninger kineserne typisk vælger.
Anvender primært tørfoder
Franz-Bernd Kempkes fortæller, at staldsystemerne i grisehøjhusene langt hen ad vejen fungerer, som vi kender dem i Europa, og at arbjedet og procedurerne i staldene sker på yerst professionel måde. Derfor er effektiviteten også ganske høj.
I Kina er der kommet et øget fokus på hygiejne og sundhed på grund af de økonomiske fordele ved en sund produktion. Derfor har kineserne nogle gange krav, som går ud over den tyske standard.
Den foretrukne foderløsning i grisehøjhusene er tørfoder, som her er en blanding af korn, sojabønner og mineraler.
Råvarerne bliver normalt købt udefra fra en fast samarbejdspartner, i sjældne tilfælde dyrker man selv afgrøderne, og de blandes på matriklen i et foderanlæg, som man lægger stor vægt er fysisk adskilt fra staldene. Fodringen er normalt automatiseret.
Kineserne har øget opmærksomhed på, at staldklimaet er en vigtig faktor grisenes trivsel. Der anvendes normalt enten simpel vakuumventilation eller overtryksventilation, og frisk luft udefra bliver filtreret. Kølesystemer til staldene er blevet en standard.
I grisehøjhusene bygges gyllekanaler, som ofte skal tømmes, hvorefter gyllen bliver sluset ud i afløbsrør.
Den tyske salgschef fortæller, at det helt store fokus i højhusproduktionen er en effektiv produktion af protein.
Som at arbejde på en olieboreplatform
Franz-Bernd Kempkes fortæller, at de ansatte i grisehøjhusene bor på produktionsanlægget, som de ikke forlader i flere uger eller måneder af hensyn til driften, hygiejne og dyrenes sundhed.
På anlægget er der sovefaciliteter, kantiner, motionscenter, sportsfaciliteter, biograf og andre muligheder for aktiviteter.
Det kan nærmest sammenlignes med at arbejde på en olieboreplatform. Nogle gange kan der til de meget store produktioner være hyret eksperter ind fra udlandet til at passe anlægget.
Denne model er valgt for at mindske risikoen for smitte af blandt andet afrikansk svinepest, som Kina er plaget af.
Den såkaldte baggårdsproduktion af grise er stadig almindelig i Kina, og dette er en åbenlys smittekilde til afrikansk svinepest. Franz-Bernd Kempkes mener, at baggårdsgrisehold ikke vil uddø i Kina, fordi det bliver holdt i live af kulturelle og sociale skikke i landet, men lovgivning kan dog ændre på dette.
Ifølge Franz-Bernd Kempkes er der i Kina ikke debat og kritik af dyrevelfærden i grisehøjhusene.
Hans opfattelse er, at den kinesiske befolkning ser på produktionen i grisehøjhuse med ret ukritiske briller, og at det for meningmand først og fremmest handler om fødevareforsyning og fødevarekvalitet.
Relaterede artikler
Kommentarer