Sådan har besætning sænket sodødeligheden fra 22 til 6 procent

Mange besætninger har et ønske om at sænke sodødeligheden. Porcus-dyrlæge fortæller her om, hvordan to besætninger har grebet opgaven an.

Af Stine Bertelsen, svinedyrlæge, Porcus

Mange besætninger har et ønske om at sænke sodødeligheden. Dette både af princip og velfærdsårsager, men også økonomi og målet om en mere stabil produktion spiller ind.

Som dyrlæge oplever jeg, at det er muligt at sænke sodødeligheden, men at det efter det første spæde ønske kræver en erkendelse i besætningen af, at der skal gøres noget aktivt.

For at lykkes med projektet er det vigtigt at være åben for eventuelle ændringer, og at få lavet en fornuftig handlingsplan med relevante sparringspartnere.

Denne plan er aldrig letkøbt. Hvad der skal til, er typisk større ændringer i form af vaner og rutiner, og eventuelt investeringer.

Hos Porcus har vi valgt at stille skarpt på sodødelighed med vores projekt SOvivor.

Eksempel 1: Fra 22 til 6 procent sodødelighed 

Case 1 er en avlsbesætning med en sodødelighed stagneret på omkring 22 procent i 2021.

Avl af Yorkshire og Landrace, 1.000 årssøer og bestemt en velfungerende besætning. Efter at have danset om ilden og ”forsøgt alt” uden mærkbar effekt på sodødeligheden, blev den helt grundlæggende tilgang til søernes sundhed ændret.

Dette indebar ikke investeringer, men et stort fokus på tidlig indsats, forebyggelse, korrekte diagnoser og pleje af søerne på et individuelt niveau i alle sygestier.

Der blev ligeledes stillet skarpt på opfølgning af søer i dårlig trivsel og sygestiernes brug og indretning. Hertil kom en erkendelse af, at slagtekriterier for søerne var nødt til at justeres.

Der blev lagt en strategi med hensyn til at eliminere forekomst af søer med skuldersår, dårligt gående søer/dårlige klove og en generel evaluering af soens velbefindende.

Efter et halvt år var sodødeligheden sænket til 16,8 procent, og de efterfølgende tre måneders registreringer fra Daka viste en sodødelighed på 15,6 procent. Den sidste måned har sodødeligheden ramt blot 6 procent (gennemsnit de sidste ter måneder er 11,2 procent).

Selv om sodødeligheden følgelig vil gå op og ned, så forventer jeg som tilknyttet dyrlæge på ingen måde, at den vil fluktuere op over de 20 procent igen - endsige blive der.

Besætningen er altså med stort engagement og lydhørhed lykkedes med at sænke dødelighed blandt søer. Endda til et bemærkelsesværdigt lavt niveau hos avlsdyr, hvor indeks betyder det meste, men på denne besætning ikke længere alt.

Som en medarbejder beskrev besætningens nuværende holdning: ”Hvad godt er der i et tårnhøjt index ved inseminering, hvis vi slet ikke forventer, at soen når i farestalden igen?”

Ud over den direkte økonomiske gevinst i besætningen, har den virkelige gevinst i denne case været en mere stabil produktion, hvor medarbejderne kan forvente at søerne præsterer maksimalt - uden at falde om og lave rav i dagligdagen. Dertil kommer den arbejdsglæde, der er for medarbejderne ved at afhjælpe problemer, fremfor at bruge tiden på at slæbe døde dyr til DAKA-pladsen.

EKSEMPEL 2: investeringer og uddannelse

Anden case omhandler en produktionsbesætning.

Det er et godt eksempel på, at det kan lykkedes, men at det ikke er letkøbt, og at der typisk skal sættes ind flere steder for at få succes. En situation, som tager tid.

Besætningen havde godt 1.000 årssøer i 2020 og generelt en dødelighed tættere de 30 procent end 20 procent. Besætningen har de sidste år iværksat klovbeskæring på alle søer, ændret foderindhold, haft influenza-udbrud med først svineinfluenza og for nyligt pandemisk, prrs-saneret samt justeret drægtighedsstaldene ved at skære inventar ned o.lign.

For et års tid siden blev dyreantallet desuden over en periode nedjusteret til 800 årssøer. Trods en del modgang de sidste år og et meget gammelt sohold pt. har besætningen alligevel ligget stabilt med en sodødelighed på knap 12 procent det meste af 2021. Dødeligheden i 2022 ligger foreløbigt på 9,5 procent.

I en produktionsbesætning med indkøb af polte estimeres hvert procentpoint af sodødeligheden at give en økonomisk gevinst på 50 kr. pr. årsso. Det vil sige, at ved at sænke sodødeligheden med 15 procent sparer besætningen rundt regnet 15 x 800 x 50kr = 600.000 kr. pr. år beregnet med 800 årssøer.

Dette giver investeringer i lavere sodødelighed mening. Medarbejderne lægger heller ikke skjul på den øgede arbejdsglæde og en fed følelse af, at lykkes med en meget kompleks og svær opgave.

I case 2 betyder det i faktiske tal, at der i marts 2020 blev slæbt 27 døde søer ud af stalden. Året efter var tallet faldet til 12 og nu i marts 2022 blev der blot sendt 3 døde søer til DAKA. Som en ansat siger: Det er nemt at passe søerne nu, de er aldrig syge.

Figur 1. Eksempel 2. Udvikling i antal døde søer fra 2020 til 2022

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle