Der er mange ting at huske omkring håndtering af medicin i svinestalde.
Det vigtigste man skal have styr på er:
- Hvilken diagnose behandles dyret for.
- Hvilke dyr der er i behandling/ vægt/hvor de går i stalden.
- Hvilket præparat, dosering og metode (IM, IV, PO).
»Desuden skal man notere start- og slutdato for behandlingen «, fortæller dyrlæge Rikke Skrubel, Sundhedskontrollen, Seges.
Det er også værd at hæfte sig ved, om et præparat har særlige krav til opbevering før brug: Nogle skal i køleskab, andre skal ikke i køleskab.
Se de gode råd til håndtering af medicin herunder.
Jo mere orden og systematik, jo lettere er det at finde den flaske, man skal bruge, og jo mindre er risikoen for fejlhåndtering. Fjerner man æsken omkring flasken, fylder de ikke så meget. Til gengæld bliver de sværere at stable på hylderne.
Det er god stil og god sikkerhed altid at sætte hætten på nålen efter brug. Det sikrer både dig, dine kolleger og giver et sikkert arbejdsmiljø.
Pattegrise: På skemaet kan man notere, hvilket af de seks anvendte præparater pattegrisene er behandlet med, hos hvilken so de går og dato for første, anden og tredje behandlingsdag. Der er ikke længere krav om initialer på den person, der foretager behandlingen. Husk at ajourføre dyrlægens anvisninger hver gang man tager et nyt præparat i brug eller bruger præparatet mod en ny sygdom.
Se på indlægssedlen om præparatet har særlige krav til opbevaringstemperatur. Vær opmærksom på, at der let kan være stor forskel på temperaturen i toppen og i bunden af køleskabet. Der er risiko for frost tæt på bagvæggen.
Streptocillin skal opbevares i køleskab ved en temperatur mellem to og otte grader. Anden medicin kan have andre krav. Vacciner skal som udgangspunkt også opbevares i køleskab.
Når dyrlægen har anvist at bruge midlet ’Til søer mod ledbetændelse’, må man ikke bruge det hverken til andre dyregrupper, for eksempel smågrise, eller til andre diagnoer, for eksempel farefeber. Man må ikke blot skrive ’ben’ når lidelsen er ledbetændelse.
Det er smart at samle de mest anvendte præparater i en medicinkasse. Gør det til en vane at vaske kassen hver uge og hold i det hele taget en god hygiejne omkring al medicin, sprøjter og nåle. Husk også at sætte flaskerne tilbage i køleskab efter brug. Vær også opmærksom på, at de fleste flasker skal bruges op senest 28 dage efter anbrud.
Brug handsker, når du håndterer medicin. Det er ikke farligt at få medicin på huden. Omvendt gavner det heller ikke og kan i særlige tilfælde give resistens. Desuden kan nogle mennesker få allergiske reaktioner på grund af kontakt med medicin.
Husk at Baycox Iron både er et jernpræparat og et coccidiosemiddel. Modsat andre jernpræparater skal man derfor notere det som en behandling, når man bruger det.
En genbehandlingsliste giver et godt og hurtigt overblik over søer, der skal genbehandles. Når nye søer
kommer i behandling, påføres de listen på første behandlingsdag. Søer, der er færdigbehandlet, bortfalder
fra listen efter sidste behandling. På den måde er det kun dyr i aktiv behandling, der er på listen. Bemærk
at både diagnose, medikament, mængde (ml) og antal planlagte behandlinger kan noteres på skemaet.
Tomme medicinflasker kan som udgangspunkt håndteres som almindelig dagrenovation, dog kan enkelte kommuner have andre ordninger. Bortskaffelse af brugte injektionsnåle varierer derimod fra kommune til kommune.
Handsker skal helst indeholde nitril af hensyn til risiko for, at medicin kan trænge igennem materialet.
Der er forskel på, hvordan præparater skal opbevares. Læs derfor altid indlægssedlen. Dette præparat har ingen særlige krav til opbevaring, men flasken skal bruges op senest 28 dage efter anbrud.
De fleste vacciner skal opbevares i køleskab ved en temperatur mellem to og otte grader. Her viser termometeret, at temperaturen er syv grader.
Medicin skal være genordineret af dyrlægen. Der må ikke forefindes medicin på ejendommen, der ikke er genordineret af dyrlægen. Medicin, der ikke genordineres, skal derfor retur til apoteket. Husk også at ajourføre dyrlægens anvisninger hver gang man tager et nyt præparat i brug eller bruger det mod en ny sygdom.
For at beskytte besætningen mod uønsket smitte er det en god idé at have et indslusningsrum. På den modsatte side af lemmen står medicin og andre hjælpestoffer i karantæne et til to døgn, før det efter overbrusning med desinfektionsmiddel kommer ind i besætningen.
Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet SVIN, marts 2020
Relaterede artikler
Kommentarer