Slut med zink til fravænningsgrise - her er hvad vi ved

Ugen På Spidsen: Løsningen omkring diarré kunne ligge i det jeg kalder håndværket. Nogen mennesker kan håndværket, andre har for travlt til at opdage, de små signaler grisene udsender, skriver ugens klummeskribent på Gris.

I de sidste fem år har vi talt ned til 25. juni 2022, dagen hvor det ikke længere er tilladt at bruge zink omkring fravænning. Det er om to dage. 

Har vi så brugt de sidste fem år på at forberede os, så alle nu har fundet fornuftige alternativer? 

Nogen har, andre tager det, som det kommer. 

I denne uge var mere end 400 forskere, rådgivere og andre med tilknytning til svinebranchen fra mere end 30 lande samlet til ”topmøde” i København for netop at diskutere tiltag til erstatning for zink. 

Mødet var en opfølgning på et tilsvarende møde for tre år siden, hvor man også drøftede fravænning uden zink. 

Jeg deltog i mødet for tre år siden, og husker, at jeg dengang lidt pessimistisk konkluderede, at mødet ikke havde givet nogle oplagte løsninger på udfordringen, som alle griseproducenter kunne tage hjem og bruge. 

Det ved vi i dag

Ved mødet i denne uge kunne man lidt mere præcist fortælle, hvad der virker og hvad der ikke virker. 

Alligevel gik jeg ikke gå fra mødet med en fast instruktion på en skudsikker fravænning uden zink. 

Det peger dog i retning af, at jo ældre grisen er, jo tungere den er, jo mere foder den ædt før fravænning og jo færre sygdomme den skal slås med, jo lettere kommer den gennem fravænningen. 

Man kan fintune foderet til både soen og pattegrisen og gøre en række andre tiltag, der hver for sig har en vis effekt, men dybest set har vi ikke svaret på, hvorfor nogle grise får diarré efter fravænning.

Der er stadig en del vi ikke ved om, hvorfor diarré er et problem hos nogle grise i nogle besætninger, og langt mindre i andre besætninger. 

Løsningen omkring diarré kunne ligge i det jeg kalder håndværket. Nogen mennesker kan håndværket, andre har for travlt til at opdage, de små signaler grisene udsender. 

Håndværket kan være den del, der gør udslaget på, om diarré er et problem i en besætning. 

Morten Thomsen er journalist og grisefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Gris Online, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og grisefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online, griseugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.