Soholder har faste rutiner for rengøring og udtørring - også om vinteren

Det er vanskeligere at vaske og udtørre stalde om vinteren end om sommeren, men det er nu, at effekten er størst.

Selv om både smågrise- og slagtesvinestalde kan være pressede af forsinket levering af slagtesvin, er det om vinteren, det er særlig vigtigt, at staldene både bliver vaskede, udtørrede og enten kalket eller desinficeret.

»Grundig rengøring og vask er en vigtig faktor i at få smågrisestalden til at køre godt«, lyder det fra Asbjørn Nielsen, Sæby, der årligt producerer omkring 22.000 smågrise på basis af 650 søer.

Som hovedregel bliver fravænningsstalden tømt mandag. Herefter bliver den straks sat i blød og vasket, hvorefter den udtørres med gulvvarme.

Når stalden er tør, desinficeres den med hydratkalk. Herefter sættes der varme på med varmekanon, hvorefter stalden er klar til at modtage nye grise torsdag.

»Vi går nødig på kompromis med denne fremgangsmåde, som vi har erfaring for giver et godt resultat«, siger svineproducenten.

Få grise under fem kg

Ud over grundig vask og udtørring lægger han vægt på, at så få grise som muligt fravænnes med en vægt under fem kg.

»Vi forsøger at få alle grise op omkring fem kg før fravæning. Vi lader hellere nogle søer passe 15 eller 16 grise i nogle dage i begyndelsen af dieperioden frem for at klemme diegivningsdagene for de ældste pattegrise«, forklarer han.

Den gennemsnitlige fravænningsvægt er omkring seks kg.

Faktaboks

Tre vigtige døgn

  • Fravænningsstalden tømmes mandag.
  • Den sættes i blød, vaskes og udtørres.
  • Når den er tør, kalkes stalden og opvarmes med oliekanon.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle