Stort flertal for ny slagterigigant

Kun ni procent af Ticans ejere var imod fusionen med Danish Crown.

Med et overvældende flertal har ejerne af Tican og Danish Crown her til aften godkendt fusionen af de to andelsselskaber.

I Hanstholm, hvor Tican holdt generalforsamling, var der et flertal på 91 pct for, mens et enstemmigt flertal i Horsens, hvor Danish Crowns repræsentantskab var samlet, vedtog fusionen.

"Vi havde en både saglig og konstruktiv debat. Det, der først og fremmest optager vores andelshavere, er helt naturligt, hvordan de skal komme igennem de to år, hvor en del af deres restbetaling skal gå til udligning af forskellen i det aktuelle indtjeningsniveau og egenkapitalen. Det ændrer dog ikke på, at der var bred opbakning til fusionen," siger Jens Jørgen Henriksen, der er formand for Tican, i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at samle de to andelsejede slagterivirksomheder i et fælles selskab kom i forlængelse af, at Tican igennem længere tid havde arbejdet på at finde en økonomisk samarbejdspartner.

"Jeg er rigtig glad for, at der er så massiv opbakning blandt ejerne i begge selskaber. Det viser, at den her fusion er den rigtige løsning i situationen, og et klart ja fra ejerne på begge sider skaber et rigtigt godt fundament for arbejdet med at fusionere de to virksomheder," siger Danish Crowns formand, Erik Bredholt.

Både Tican og Danish Crown er internationale selskaber med størstedelen af deres omsætning uden for Danmark og en betydelig del uden for EU. Selv om der i dansk sammenhæng er tale om en væsentlig fusion, vil det fusionerede selskab fortsat blive en forholdsvis lille spiller på det europæiske marked.

Fusionen skal nu godkendes af de relevante konkurrencemyndigheder.

Emneord slagtning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle