Svensk landmandspar bygger gårdslagteri

Svenske Johan Segergren og Anne Larsen tror, at coronakrisen åbner flere menneskers øjne op for lokalt produceret og hjemmeslagtet kød.

På Stenbo Gård i byen Ishult i Sydsverige, bor et svensk par med 20 Linderöds grise, heste og kyllinger. 

Johan Segergren og Anne Larsen driver yderligere et vildtdepot, hvor jægere afleverer vildsvin, elge og hjorte, der senere bliver transporteret til et slagteri. 

Succesen med vildtdepotet er den primære årsag til, at parret nu vil bygge deres eget gårdslagteri. Det skriver landbrugsmagasinet ATL.

Investering til en halv million svenske kroner

Det svenske landbrugspar forventer, at gårdslagteriet kommer til at koste mellem 450.000-500.000 svenske kroner, hvilket svarer til 322.000-358.000 danske kroner. 

Noget af byggeriet kan de klare selv, hvilket gør investeringen mindre. Det er håbet, at investeringen har betalt sig hjem inden for fem år. 

Slagteri-faciliteterne forventes færdiggjort og godkendt af myndighederne inden vildtjagten i august, der vil give god travlhed.

Det er planen, at gårdslagteriet skal samarbejde med to andre mindre gårdslagterier, for at øge fleksibiliteten i tilfælde af store ordrer, der ikke kan håndteres af ét gårdslagteri. 

Fremtidsplaner

Anne Larsen og Johan Segergren føler, at Sverige går mere i en retning af selvforsyning, hvor befolkningen interesserer sig mere for lokalt producerede og håndterede varer. 

Derfor tror landbrugsparret på gårdslagteriets succes, der primært er rettet mod vildkød, men hvor ca. 25 pct. af kapaciteten også skal bruges på svine- og lammekød.

Det er ikke usandsynligt, at parret udvider deres besætning af Linderöds svin, men Johan Segergren og Anne Larsen går op i, at gården skal vokse langsomt og kontrolleret. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle