Svenske griseproducenter i fremgang: Flere fravænnede og lavere foderforbrug

I Sverige er effektiviteten i griseproduktionen steget fra 2021 til 2022, viser de seneste tal.

De svenske griseproducenter har i 2022 øget effektiviteten, og der er angiveligt potentiale til meget mere.

Det skriver netmediet JordbruksAktuellt.

Der er især to parametre, der er tydeligt forbedret hos de svenske smågriseproducenter fra 2021 til 2022, nemlig antallet af producerede smågrise og fodereffektiviteten.

Antallet af producerede smågrise er således i snit steget med 0,7 procent fra 27,7 til 28,4 smågrise pr. årsso.

Foderudnyttelsen er forbedret med cirka 0,8 procent, nemlig fra 24,8 MJ NE (NE = nettoenergi), som er den regneenhed der anvendes i Sverige, til 24,6 MJ NE pr. kg tilvækst.

Antal fravænnede grise pr. kuld er steget fra 12,5 til 12,9 grise, og dødelighed fra fødsel til afvænning er faldet fra 16,9 til 16,6 procent.  

Det øgede antal producerede smågrise er altså resultatet af flere ting, nemlig flere levende fødte pr. kuld, lavere pattegrisdødelighed ligesom soen har færre tomdage og færre laktationsdage, hvilket har betydet et højere gennemsnit for kuld pr. årsso.

Slagtegrise: høj slagtesvægt og Lav dødelighed

Jordbruksaktuellt skriver, at slagtevægten på de svenske slagtegrise fortsat ligger på et højt niveau med 93,3 kg i snit, samtidig med at den generelle dødelighed for slagtegrise med 1,7 procent er eksemplarisk lav sammenlignet med internationale standarder. 

Fodereffektiviteten er lidt forbedret, mens den daglige tilvækst er stabil med 990 gram mod 989 gram i 2021.

Anna Kilsby, områdechef for gris hos konsulentvirksomheden Gård & Djurhälsan, påpeger, at det er særlig vigtigt, at producenterne lykkes med at øge effektiviteten i produktionen i hårde tider som nu med høje omkostninger, der er resultatet af krigen i Ukraine.

Hun påpeger samtidig, at der er et stort potentiale for forbedringer for mange besætninger, især med det nuværende avlsmateriale.

De svenske tal er beregnet af WinPig-gruppen, og i statistikken indgår tal fra 52.110 søer og 437.982 slagtegrise.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle