Svinebedrifter hænger i bremsen med at indføre miljøledelse - deadline tæt på

Miljøledelse handler om at øge landmandens fokus på at spare på ressourcerne. Fristen for at indføre det nye tiltag på de såkaldte IE-brug er 21. februar.

Fristen for at indføre miljøledelse på de såkaldte IE-husdyrbrug udløber i næste måned, helt præcis den 21. februar 2021.

Hos SvineRådgivningen i Herning har rådgiver Annette Pedersen over de seneste måneder hjulpet en god håndfuld landmænd med at komme i gang med at udfærdige en miljøledelses-rapport - men der er stadig en stor gruppe, som ikke er kommet i gang, fortæller hun.

Svineproduktioner med mindst 750 årssøer eller mindst 2.000 stipladser til slagtesvin er IE-husdyrbrug.

"Miljøledelse handler om at opnå en øget bevidsthed hos landmanden om at spare på ressourcerne og dermed reducere påvirkningen af miljøet. Man skal sætte et mål og også handle på det, men der er altså ikke noget krav til at nå bestemte mål.

Det er selvfølgelig oplagt at plukke de lavthængende frugter først, for landmanden må jo også gerne tjene penge på miljøledelse. Men landmanden sætter selv sine mål, og det er også landmanden som selv skal evaluere sin miljøledelse en gang årligt," forklarer Annette Pedersen.

Landmanden skal fremover fremvise miljøledelses-rapporten ved kommunale miljøtilsyn. 

"Hvis kommunen ved tilsyn bemærker, at landmanden ikke har indført lovpligtigt miljøledelse, vil kommunen indskærpe forholdet - så man kan jo lige så godt få løst opgaven nu i første omgang,” pointerer Annette Pedersen.

Gør-det-selv eller få hjælp af konsulent

Hun fortæller, at landmanden kan få bistand af en miljøkonsulent til at udfærdige sin miljøledelses-rapport, typisk vil det kræve fire-fem konsulenttimer at blive hjulpet godt på vej. Alternativt kan landmanden selv klare opgaven ud fra vejledningen og skabelonen på Miljøstyrelsens hjemmeside.

En miljøledelses-rapport består af følgende ben:

•    Beskrivelse af bedriftens miljøpolitik
•    Opstilling af konkrete mål  fx reduktion af vandforbrug, elektricitetsforbrug eller foderforbrug eller beskrivelse af håndtering af spildevand og affald. Herunder også en beskrivelse af tiltag, landmanden allerede har indført.
•    En handlingsplan for at nå de opsatte mål.
•    Der skal ske en evaluering af indsatsen én gang årligt. Foretages af landmanden selv. Her kan der så på baggrund af årets erfaringer opstilles nye målsætninger.

Udover miljøledelse er der i samme bekendtgørelse krav om, at landmænd på IE-brug over for kommunen én gang årligt skal kunne dokumentere  en række forhold som uddannelsesplaner og arbejdsbeskrivelser på bedriften.

"Det er noget langt de fleste landmænd har i forvejen, og nu skal de så bare have det fældet ned på et papir. Det kan man lige så godt klare i samme ombæring som miljøledelses-rapporten," siger Annette Pedersen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle